Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Brostrøm indtræder i WHO’s globale bestyrelse

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, er fredag godkendt til en post i den globale bestyrelse i verdenssundhedsforsamlingen WHO.

WHO har fredag godkendt nomineringerne til WHO’s bestyrelse (the Executive Board) og dermed officielt sammensat og godkendt den nye bestyrelse, som skal fungere de næste tre år.

I oktober blev Danmark ved Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm nomineret til en post i bestyrelsen, og han indtræder derfor nu i bestyrelsen, som mødes allerede i den kommende uge - onsdag 2. juni. Søren Brostrøm er netop afgået som formand for bestyrelsen for WHO’s Europaregion, og han er Executive President for WHO’s europæiske regionalkomité frem til dennes møde i København senere på året. 

Søren Brostrøm fortsætter som direktør i Sundhedsstyrelsen og vil varetage posten som bestyrelsesmedlem samtidig med sit arbejde i Sundhedsstyrelsen. WHO’s globale bestyrelsen mødes to-fire gange om året. Bestyrelsens primære opgave er at gennemføre Verdenssundhedsforsamlingens beslutninger og politikker, rådgive forsamlingen og generelt facilitere dens arbejde.

”I de kommende tre år som medlem af WHO’s globale bestyrelse vil jeg arbejde for, at Danmark kommer til at spille en endnu større rolle på de globale sundhedsdagsordner. Vi har historisk været en vigtig bidragsyder til WHO, og Danmark har præget vigtige dagsordner som lighed i sundhed, og styrkelse af det nære sundhedsvæsen,” siger Søren Brostrøm.

”Vi får nu en styrket platform til at markere danske mærkesager i WHO som for eksempel universel sundhedsdækning, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, nedbringelse af ulighed i sundhed, styrkelse af landenes sundhedssystemer og bekæmpelse af antibiotikarestens. Et særligt dansk fokus vil desuden være på et styrket globalt sundhedsberedskab og en styrkelse af WHO’s rolle som global sundhedsfaglig autoritet,” siger Søren Brostrøm.