Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt

Hanne Andersen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Medicinske Sygdomme og Akutafdelingen på sygehuset i Kolding og tiltræder 1. juni 2021.

Sygehus Lillebælt får ny sygeplejefaglig direktør. 54-årige Hanne Andersen tiltræder stillingen 1. juni 2021, hvor hun tager over efter Helle Adolfsen, som har valgt at fratræde stillingen for at koncentrere sig om bestyrelses- og konsulentarbejde.

Hanne Andersen er uddannet sygeplejerske og har desuden en masteruddannelse i ledelse. Hun blev ansat som sygeplejerske på sygehuset i Kolding i 1990 og har siden 2011 arbejdet som oversygeplejerske. Først på Fredericia Sygehus’ medicinske afdeling og sidenhen på Akutafdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus, hvor hun har været leder for knap 500 medarbejdere.

I sin nye stilling får Hanne Andersen, sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og lægelig direktør Thomas Larsen, det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Lillebælt, der tæller sygehusene i Kolding, Vejle og Middelfart.

Som sygeplejefaglig direktør kommer Hanne Andersen til at arbejde indgående med de tværsektorielle patientforløb og den sygeplejefaglige udvikling på Sygehus Lillebælt.

Hanne Andersen glæder sig til at tiltræde stillingen og blive en del af direktionen på Sygehus Lillebælt.

Privat bor Hanne Andersen i Ødsted uden for Vejle med sin mand. Hun har tre børn, hvoraf ét er hjemmeboende.