Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Professor får pris for sin indsats under corona-pandemien

Professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Thomas Benfield, modtager Hartmann Mindeprisen 2021 for sin indsats som kliniker, forsker og formidler i relation til covid-19.

​"Det er både lidt overraskende og overvældende at modtage prisen, for der er så mange andre end mig, der har fortjent den efter det sidste år. Men det varmer selvfølgelig også, og jeg er beæret og stolt, særligt fordi bestyrelsens begrundelse er min kombination af forskning, patientkontakt og formidling," siger Thomas Benfield om tildelingen af Hartmann Mindeprisen 2021.

Prisen, som ud over æren lyder på 300.000 kroner, bliver hvert år givet til en person, "der inden for det danske samfund har præsteret en særdeles værdifuld indsats" af social, humanitær, videnskabelig eller kulturel karakter. I år har bestyrelsen bag prisen fokus på covid-sygdom.

Thomas Benfield har ifølge Hartmann Fonden gennem det seneste år leveret en stor indsats som kliniker, forsker og formidler i relation til covid-19-sygdommen.

Thomas Benfield er ansat ved Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, som har behandlet særligt mange patienter med denne sygdom. For ham giver de 300.000 kroner blandt andet en mulighed for at give noget tilbage til familien, som ikke så meget til ham i 2020.

"Jeg og min kone har tre børn i skolealderen, og de jokede på et tidspunkt med, at det var godt, jeg så tit var i fjernsynet, for så fik de da set mig. De elsker at rejse, så planen er, at vi, lige så snart muligheden er der, skal til New Zealand eller Japan og være sammen," siger Thomas Benfield.

Thomas Benfield er født i 1965, blev læge i 1992, og er specialist i intern medicin og infektionssygdomme efter klinisk uddannelse på en række danske hospitalsafdelinger samt ophold i USA.