Ny ledende overlæge på Sydvestjysk Sygehus
Majbritt Grønborg Knudsen er ny ledende overlæge på afdelingen for Nyremedicin, Endokrinologi, Geriatri og Diætisterne.
Hun er en faglig leder med blik for muligheder, forbedringer og udvikling, siger lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus Anna-Marie Bloch Münster.
’Majbritt Grønborg Knudsens hjerte banker for det gode patientforløb, for det tværfaglige samarbejde og for at levere den allerbedste faglige kvalitet på SVS, som hun betegner som ’sit sygehus’. Det er vigtige egenskaber i forbindelse med overgangen fra akutsygehus til universitetshospital,’ siger Anna-Marie Bloch Münster.
Majbritt Grønborg Knudsen kommer fra en stilling som specialeansvarlig overlæge i nefrologien på Sydvestjysk Sygehus. Hun glæder sig til at være med til at styrke de enkelte specialer i endokrinologien, nefrologien, ældresygdomme samt diætistområdet.
’Som en del af sygehusets forberedelse til at blive et universitetshospital skal de enkelte specialer styrkes. Jeg vil arbejde for at drive processerne frem, samle op og skabe overblik, så eksempelvis møderne ved kvalitetstavlerne bliver fokuserede og brugbare. For at medarbejderne kan udfolde sig, kræver det at nogen sætter strukturerne og rammerne. Det vil jeg være med til,’ siger Majbritt Grønborg Knudsen, der er 46 år og siden 2016 har været afdelingslæge i nefrologien på Sydvestjysk Sygehus og senere overlæge.
Hun har været konstitueret specialeansvarlig overlæge i nefrologien de seneste fire måneder og er tidligere konstitueret ledende overlæge for medicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus i et år.
Hun tiltræder sin stilling 1. maj.