Medicinrådet blæser på det 4. princip

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge på afdeling med 700 ansatte

Efter cirka fem måneder som konstitueret ledende overlæge er Niels Løkkegaard 1. april ansat som ny ledende overlæge i Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.

Han har været konstitueret i stillingen siden november 2020, og før det har han i en lang årrække været specialeansvarlig overlæge i Nefrologisk Afsnit.

Niels Løkkegaard er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1979 og er speciallæge i både intern medicin og nefrologi. Derudover har han en diplomuddannelse i Offentlig Ledelse og Lægeforeningens kursus ”Ledelse af fagprofessionelle”.

Niels Løkkegaard har i flere år også været klinisk undervisningslektor på Holbæk Sygehus og postgraduat klinisk lektor i nefrologi, og derudover er han medlem af bl.a. Dansk Selskab for Intern Medicin og Dansk Nefrologisk Selskab.

Det er mere end 35 år siden, at Niels Løkkegaard satte sine ben i Medicinsk Afdeling for første gang, og siden 1997 har han arbejdet fast i afdelingen.

"Jeg har haft det privilegium at være en del af Medicinsk Afdeling i mange år, og nu glæder jeg mig til at påtage mig ansvaret i den nye rolle som ledende overlæge. Jeg vil arbejde videre med både faglig udvikling, sammenhold og trivsel. Jeg ser det som en vigtig opgave at styrke den fælles kultur og samarbejdsrelationerne i den store medicinske afdeling samtidig med, at jeg vil arbejde med uddelegering af arbejdsfunktioner og ledelsesrum til de medicinske subspecialer," siger Niels Løkkegaard.

Når Niels Løkkegaard bliver ledende overlæge i Medicinsk Afdeling, er det med ansvar for over 700 mennesker. Medicinsk Afdeling er den største afdeling på Holbæk Sygehus, og afdelingen har til opgave at undersøge og behandle patienter med medicinske sygdomme i f.eks. hjerte, hormon- og stofskifte, lunger, nyrer, mave-tarm og lever.

Privat bor Niels Løkkegaard i Sorø. Han er gift med Margret, og sammen har de børnene Simone, Clarissa og Alexander, som alle er voksne.

Udskriv