Skiftedag i toppen af sundheds-danmark

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge for Klinisk Patologi på OUH

Tina Green bliver ny ledende ovelæge for Afdeling for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital (OUH) fra 1. april 2021, hvor Niels Marcussen har valgt at stoppe. Han vil fortsat være tilknyttet som professor i afdelingen.

"Vi står den kommende tid over for store opgaver som indførelse af digital diagnostik på histologipræparater og yderligere opgradering af molekylærbiologien som diagnostisk redskab og nødvendig forudsætning for individualiseret kræftbehandling. Hertil kommer flytningen til Nyt OUH. Kunsten bliver hele tiden at sikre, at den daglige drift fungerer med patologisvar til tiden, uden at der slækkes på den vanlige høje kvalitet," siger Tina Green.

"Afdelingen skal helt naturligt varetage de mest komplekse diagnostiske opgaver, som der er behov for i lyset at de højt specialiserede kirurgiske, medicinske og onkologiske ekspertiser på OUH. Det bliver udfordrende, men jeg ser virkelig frem til at tage fat på opgaverne sammen med både medarbejdere og de øvrige ledere i afdelingen. Det er vigtigt for mig at værne om de værdier, der gør afdelingen til et helt særligt sted at arbejde," lyder det fra Tina Green.

Tina Green kender Klinisk Patologi og medarbejderne rigtig godt efter flere år i afdelingen. Hun har været uUddannelsesansvarlig overlæge ved Afdeling for Klinisk Patologi, OUH siden 1. november 2017. Forinden da har Tina Green arbejdet på afdelingen som afdelingslæge, ligesom hun også har haft sin hoveduddannelsesstilling samme sted. Forud for det har hun bestridt en række forskellige ansættelser b.la på Sygehus Lillebælt, Slagelse Sygehus mm.

Hun har været klinisk lektor i Patologi på Syddansk Universitet i Odense siden 2016.

Tina Green bor i Odense med sin familie.

Udskriv