Sundhedsstyrelsen henter ny chef for evidensbaseret medicin i Australien

Britta Tendal Jeppesen tiltræder 1. april som ny chef for Sundhedsstyrelsens enhed for evidensbaseret medicin (EBM).
Britta Tendal Jeppesen kommer fra en ledende stilling i den australske National covid-19 Clinical Evidence Taskforce, og hun har stået i spidsen for det australske Cochrane-centers ”Living Guidelines program”. Derudover har Britta Tendal Jeppesen været initiativtager til det nordiske faglige netværk ”Guidelines International Network Nordic” i 2014, og har siden 2019 været bestyrelsesmedlem i det tilsvarende netværk for Australien og New Zealand ”GIN ANZ” ligesom hun fortsat er meget aktiv i det internationale Cochrane samarbejde.
Britta Tendal Jeppesen blev første gang ansat i Sundhedsstyrelsen i 2013, og frem til 2019 stod hun i spidsen for styrelsens arbejde med nationale kliniske retningslinjer. Fra 2018 til 2019 var hun konstitueret som sektionsleder. Inden sin første ansættelse i Sundhedsstyrelsen var Britta Tendal Jeppesen ansat i forskerstillinger ved Nordic Cochrane Center, hvorfra hun i 2010 forsvarede sin ph.d. om metaanalyser.
Britta Tendal Jeppesen glæder sig til at starte som enhedschef i Sundhedsstyrelsen, og udtaler i den forbindelse:
”Jeg glæder mig til at komme tilbage i Sundhedsstyrelsen. Som enhedschef for EBM vil jeg arbejde for at vi leverer relevante produkter af høj faglig standard til tiden og på at enheden trives. Evidensbaseret medicin udvikler sig hurtigt lige nu, COVID-19 har udfordret de eksisterende paradigmer og det bliver mere og mere klart, at beslutninger skal træffes også selvom evidensgrundlaget er usikkert, det kræver gode processer og samarbejde."
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
