Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Får over en mio. kr. til at finde forklaring på diabetespatienters hjerteproblemer

Jonathan Baier, 30 år, læge, Steno Diabetes Center Aarhus, ved, hvad han skal bruge de næste tre år til: Han skal finde en forklaring på, hvorfor mennesker med diabetes har større risiko for hjertekarsygdom – og derefter finde forebyggelse og udvikle bedre behandling.

Hans ph.d.-forløb er netop sikret via en bevilling på 1.1 mio. kroner fra Danish Diabetes Academy.

Ønsket om at arbejde med netop dette felt opstod allerede under Jonathan Baiers introduktionsforløb på hjerteafdelingen på Vejle Sygehus. Mange af patienterne havde både hjertesygdom og diabetes – dem er der mange af, mennesker med diabetes har 2-3 gange øget risiko for at udvikle hjertekarsygdom end andre.

Hans interesse samler sig om det anti-inflammatoriske middel colchicin, som er billigt, og som har vist sig at reducere risikoen for hjertesygdom hos patienter med en nylig blodprop i hjertet, også hos patienter med type 2 diabetes.

Endnu ved man ikke hvorfor – og det er dette svar, Jonathan Baier skal jagte i sin ph.d.

”Når vi forstår, hvordan medicinen virker, kan vi optimere både forbyggelsen og behandlingen og formentligt også medvirke til udvikling af nye behandlinger”, siger han.

Jonathan Baier skal gennemføre sit ph.d.-forløb på Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet med professor, overlæge, dr.med. Per Løgstrup Poulsen som sin hovedvejleder.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .