Skiftedag i toppen af sundheds-danmark

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny forsknings- og analysechef i VIVE

Tidligere direktør i VIVE Mickael Bech vender tilbage og bliver ny forsknings- og analysechef i sundhedsafdelingen. Han skal være med til at styrke VIVEs forankring i forskningen på sundhedsområdet.

Mickael Bech har en stærk faglig profil inden for sundhedsøkonomi og sundhedsledelse og besidder et indgående kendskab til hele sundhedssektoren.

”Jeg er glad for, at Mickael Bech vender tilbage i en ny rolle som forsknings- og analysechef i VIVE. Med Mickael får vi et fagligt fyrtårn, der med sin store forskningserfaring og sit store faglige og professionelle netværk kan være med til at styrke vores profil på sundhedsområdet og være med til at sikre den viden, der er behov for på sundhedsområdet i en brydningstid,” siger Lotte Jensen, direktør i VIVE.

Ansættelsen af Mickael Bech skal være med til at styrke sundhedsområdet i VIVEs samlede faglige profil.

”Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til VIVE i rollen som forsknings- og analysechef, hvor jeg kan kombinere mine ledelsesmæssige interesser med min interesse for at være med til at skabe og omsætte viden til gavn for det danske velfærdsamfund. VIVE har stærke faglige miljøer, som bidrager med relevant viden af høj faglig kvalitet. Jeg ser meget frem til at fortsætte udviklingen af området for sundhed samt at fastholde et godt arbejdsmiljø sammen med medarbejderne,” siger Mickael Bech.

Mickael Bech kommer fra en stilling som direktør ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole med ansvaret for de sundhedsfaglige uddannelser og forskningsaktiviteter på sundhedsområdet. Med sig har han tillige erfaring som professor i sundhedsledelse ved Aarhus Universitet. Han tiltræder som ny forsknings- og analysechef for VIVE Sundhed 11. januar 2021.

Udskriv