Neurologien kan få kæmpe gennembrud i 2020'erne

Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny professor i genetik

Cand. scient. ph.d. Mads Thomassen er udnævnt til professor i genomisk medicin på Klinisk Institut, SDU, Forskningsenheden for Human Genetik og Odense Universitetshospital, OUH.

Siden 2002 har Mads Thomassen forsket i molekylærgenetik af cancer især brystkræft, først som ph.d.-studerende og siden som molekylærbiolog på Klinisk Genetisk Afdeling på OUH og adjunkt/lektor på Klinisk Institut, SDU. Han har desuden lavet klinisk arbejde med fokus på arvelig bryst- og æggestokkræft men også andre cancerformer.

Målet med Mads Thomassens forskning er at udvikle bedre molekylære markører til at forudse sygdomsrisiko eller til at forudse, hvilken behandling den enkelte patient vil have mest gavn af. Hans forskning gør brug af avancerede molekylærbiologiske metoder til at undersøge genetiske variationer eller genaktivitet fra hele arvemassen. Det er således forskning der genererer store mængder data, der kan give detaljerede ”fingeraftryk”, som er karakteristisk for det væv, der undersøges. Data analyseres med avancerede metoder så som kunstig intelligens og machine learning.

Hans forskergruppe bruger bl.a. disse metoder hos brystkræftpatienter til at finde genmønstre i tumor, der kan afsløre, hvilke mekanismer der er årsag til sygdommen eller kan gøre, at sygdommen spreder sig til andre organer.

Mads Thomassen har et stort internationalt netværk specielt i forskning af arvelig bryst- og æggestokkræft, hvor han deltager i flere store forskningsgrupper og leder adskillige projekter.

Mads Thomassen er meget aktiv i Klinisk Genom Center, der er et ressourcecenter for forskere, der ønsker at anvende moderne metoder til molekylær profilering i deres kliniske forskning. Centret spiller således en central rolle i en lang række forskningsprojekter og bidrager til uddannelse af forskere og udbredelse af viden om genomisk medicin til mange lægelige specialer.

Mads Thomassen (49) er oprindeligt uddannet fra Aarhus Universitet i kemi og bioteknologi. Han har arbejdet på Aarhus Universitet med miljø- og arbejdsmedicin og derefter i et privat firma, DNA-Technology, hvor han udviklede metoder til cancerdiagnostik.

Mads Thomassen er gift med Annie, der er præst i Stenstrup/ Lunde, og de har sammen 4 børn. Han prioriterer familielivet højt og er desuden en meget aktiv motionist.

Udskriv