Ny ledende overlæge på kræftafdeling i Odense

Stefan Starup Jeppesen bliver ledende overlæge på Onkologisk Afdeling R på Odense Universitetshospital.
43-årige Stefan Starup Jeppesen har været konstitueret i stillingen siden 1. juli, hvor han overtog fra daværende ledende overlæge Peter Sørensen. Han kommer dermed til sammen med oversygeplejerske Merete Bech Poulsen at udgøre den fælles afdelingsledelse på Onkologisk Afdeling R.
"Jeg kender afdeling R rigtig godt og ved, at det er en meget velfungerende afdeling, der bærer frugt af, at medarbejderne har et stort engagement og en meget høj faglighed. Derfor er det også vigtigt for mig, at vi fortsat har fokus på et godt uddannelses- og arbejdsmiljø, det kommer både patienterne og medarbejderne til gavn. Herudover er der mange andre områder, vi skal også skal holde fokus på, f.eks. skal vi arbejde videre med nogle af de gode ideer og tiltag omkring telefon- og videokonsultationer, som fik et løft under forårets COVID-19 indsatser," fortæller Stefan Starup Jeppesen, og uddyber:
#Samtidig skal vi målrettet gå efter, at alle patienter får en patientansvarlig læge, da det kan bidrage til større patienttilfredshed. Desuden skal vi holde fokus på forskningsstrategi inden for kræftområdet, og fortsat være aktive i forhold til fx AgeCare, strålebehandling og præcisionsmedicin. Et andet indsatsområde i afdelingen er palliation, hvor afdelingen i øjeblikket ansøger regioner midler til palliation af patienter uden for kræftområdet. I det hele taget har afdeling R mange initiativer i gang, som kommer patienterne til gode, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af den udvikling."
Stefan Starup Jeppesen er uddannet læge fra Syddansk Universitet i 2006, og blev allerede under medicinstudiet ansat på afdeling R som lægevikar i 2004.
Han blev uddannet speciallæge i 2014 og har fungeret som først afdelingslæge og senere som overlæge i T-team, der behandler patienter med lungekræft, lungehindekræft, spiserørskræft, ukendt primærkræft og strålebehandling af hæmatologiske sygdomme. Han har igennem flere år undervist medicinstuderende bl.a. kommunikation. Siden 1. juli 2020 har han fungeret som konstitueret ledende overlæge på afdeling R.
Siden 2017 har Stefan Starup Jeppesen været medlem af Fagudvalg for lungekræft i Medicinrådet, og i 2018 var han med til at omskrive de nye nationale kliniske retningslinjer for lungekræft under DMCG. Aktuelt er han ligeledes ansat på SDU som klinisk lektor, hvor han er delvis ansvarlig for onkologisk opgave i forbindelse med OSCE-eksamen på medicinstudiet.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
