Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny ledende overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik

Jesper Rasmussen

Jesper Rasmussen bliver ny ledende overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universsitetshospital (OUH).

Han begynder i det nye job den 1. oktober 2020 og tager over fra Lars Brandt, som fortsætter i afdelingen som specialeansvarlig overlæge, forskningsleder og ansvarlig for Klinik for Musikersundhed.

Jesper Rasmussen er uddannet læge med speciale i arbejdsmedicin og har siden 2015 været ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus. Han kender Arbejds- og Miljømedicinsk Klinikken på OUH, hvor han tidligere har været ansat som både overlæge, afdelingslæge, 1. reservelæge og uddannelseslæge. 

"Jeg glæder mig til at blive en del af Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, hvor vi har en spændende opgave foran os de kommende år, idet der jo også ligger en flytning lige om hjørnet. Mit fokus vil i høj grad være på, at vi sammen fortsat får udviklet både patientbehandlingen, det faglige miljø og forskningsområdet. Medarbejderne er grundlaget for, at vi lykkes med det, og derfor har jeg også et stort fokus på personaleudvikling, ligesom jeg vægter et godt samarbejde med andre kollegaer og samarbejdspartnere højt," siger Jesper Rasmussen.

Jesper Rasmussen er uddannet læge fra Syddansk Universitet i 1998, ph.d. i 2011 og speciallæge i arbejdsmedicin i 2012. Han har bestridt en række tillidsposter, og er pt. redaktionsmedlem i Arbejdsmedicinsk Onlineinstruks, en del af ViBIS´s advisory board om patient- og pårørende inddragelse og konstitueret specialerådsformand i Arbejdsmedicin i Region Syddanmark

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .