Kristian Lunds blog

Lægelig direktør Peder Jest går på pension

Efter 13 år som lægelig direktør på OUH går Peder Jest på pension den 1. september 2020. Peder Jest har været cheflæge og lægelig direktør i i alt 30 år.

Peder Jest bliver snart 71 år og føler, at tidspunktet er kommet til at skrue lidt ned for blusset:

"Det har været utrolig givende at få lov til at være med til at udvikle sundhedsvæsenet og især OUH til et så højt nationalt og internationalt niveau. Det betyder, at hospitalet i dag tilbyder Region Syddanmarks borgere en behandling, der er helt i front," siger han.

Peder Jest er uddannet læge med speciale i intern medicin og ældresygdomme.

Han har siden 1990 været cheflæge på det tidligere Rudkøbing Sygehus, Svendborg Sygehus og Sygehus Fyn. Siden 2007 har Peder Jest været lægelig direktør ved Odense Universitetshospital.

Peder Jest har gennem sin karriere været medlem af og formand for en lang række bestyrelser, udvalg og råd. Særlig kan nævnes, at Peder Jest er formand for OUH´s innovationsråd, medlem af direktionen for patient@home og næstformand i bestyrelsen for Welfare Tech. Peder Jest har desuden været grundlægger af det fælles forskning- og innovationscenter mellem OUH og Syddansk Universitet, CIMT.

Peder Jest udgør som lægelig direktør den øverste ledelse på OUH sammen med administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen, sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen, lægelig direktør Kim Brixen, lægelig direktør Michael Dall og direktør Torben Hedegaard Jensen.

Alle direktører i direktionen på OUH refererer direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.

Stillingen som lægelig direktør på Odense Universitetshospital vil blive opslået snarest muligt.

Udskriv