Kristian Lunds blog

Ny professor får 50 mio. kr. til at forske i Alzheimers sygdom

Thomas Willnow skal i et nyt professorat finansieret af Novo Nordisk Fonden etablere en ny forskergruppe på Aarhus Universitet. Her skal han bl.a. undersøge, hvorfor diabetes og fedme er blandt de største risikofaktorer i forhold til at udvikle Alzheimers.

Alzheimers er den mest almindelige form for demens hos ældre. Næsten hver anden kvinde og én ud af tre mænd over 85 år antages at lide af sygdommen. Og ud over alder udgør metaboliske sygdomme som fedme og diabetes de mest centrale risikofaktorer for demens. F.eks. er diabetespatienter tre gange så udsatte som andre i forhold til at udvikle Alzheimers.

Thomas Willnow vil sammen med sin nye forskergruppe på Institut for Biomedicin undersøge, hvorfor og hvordan netop metaboliske risikofaktorer påvirker hjernens sundhed og forårsager Alzheimers. Målet er at udvikle nye tilgange til fx livsstilsændringer eller ny medicin for at bekæmpe sygdommen, som truer med at udvikle sig til et af de mest ødelæggende sundhedsmæssige problemer i aldrende samfund verden over. 

Thomas Willnows professorat, som han varetager sideløbende med sin igangværende forskning i Berlin, er finansieret af et Laureate Research Grant på fra Novo Nordisk Fonden – en bevilling på i alt knap 50 mio. kr., som han modtog sidste år.

Udskriv