Kristian Lunds blog

Ny ledende overlæge i den nordjyske børne- og ungdomspsykiatri

Linda Hardisty Bramsen tiltræder 15. januar 2020 som ledende overlæge i Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland. Hun kommer fra en stilling som afsnitsledende overlæge i ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland.

47-årige Linda Hardisty Bramsen har de seneste knap fem år været afsnitsledende overlæge for ca. 80 medarbejdere i ungdomspsykiatrisk sengeafsnit i Skejby-Herning samt de tilhørende specialiserede ambulatorier.

"Her har jeg været med til at udvikle retningen og skabe gode resultater med blandt andet nedbringelse af tvang. Det har givet mig lyst til at prøve kræfter med mere organisatorisk ledelse, og med store børn på vej til at flyve fra reden, så er jeg klar til nye udfordringer," siger Linda Hardisty Bramsen, som ser frem til at starte sit nye job med fokus på kliniknær ledelse med dagligt fremmøde:

"Jeg kan godt lide Region Nordjyllands værdier, hvor der bliver arbejdet meget med inddragelse. Samtidig kan jeg mærke, hvordan folk ligesom jeg brænder for deres arbejde med børne- og ungdomspsykiatrien. Selv afsluttede jeg for syv år siden min speciallægeuddannelse her i Region Nordjylland, og allerede dengang var der et rigtigt godt miljø."

Når Linda Hardisty Bramsen skal pege på sine mærkesager, så handler det blandt andet om børn og unge med personlighedsforstyrrelser og selvskade samt udviklingen af det tværsektorielle samarbejde.

"Børne- og ungdomspsykiatrien har jo været i en bragende udvikling både fagligt og i forhold til antal patienter. Hvordan hjælper vi patienterne på benene, så de har det godt, og de får mulighed for at holde fast i deres eget liv uden lange indlæggelser? Det kræver udvikling, samarbejde og samskabelse på tværs af sektorer og med patienterne," siger Linda Hardisty Bramsen.

Derudover ser hun frem til at blive en del af en stærk forskningstradition i Psykiatrien i Region Nordjylland, hvor hun vil slå et slag for yderligere forskning på det børne- og ungdomspsykiatriske område.

Privat er Linda Hardisty Bramsen gift på 20. år og har to døtre på 17 åg 20 år. Hun bor på et mindre landbrug syd for Aarhus.

Udskriv