Kristian Lunds blog


Ny direktør på Bornholms Hospital

Annemarie Hellebek tiltræder 2.december som ny direktør for Bornholms Hospital, hvor hun afløser Niels Reichstein Larsen, som i august fik nyt job som direktør for sygehusene i Næstved, Slagelse og Ringsted.

Annemarie Hellebek kommer fra en stilling som vicedirektør samme sted, hvor hun blandt andet har haft ansvar for arbejdet med patientsikkerhed og kvalitet på Bornholms Hospital.

”Jeg glæder mig meget til at tiltræde som hospitalsdirektør og ser frem til arbejdet med mange engagerede og dygtige medarbejdere fordelt på forskellige faggrupper. Et af fokusområderne, der venter, bliver arbejdet med at udvikle digitale tiltag, hvor patienter kan blive kontrolleret i eget hjem eller via konference med eksperter fra Rigshospitalet, så syge mennesker ikke skal rejse unødigt. Her bliver vi nyskabende som hospital i et yderområde," siger Annemarie Hellebek.

”Et andet vigtigt indsatsområde bliver udfordringen med at rekruttere medarbejdere til Bornholms Hospital. Det kommer helt sikkert også til at fylde meget at knække den nød,” siger Annemarie Hellebek.

Annemarie Hellebek er speciallæge i klinisk farmakologi og ph.d. og har før, hun kom til Bornholm, arbejdet som enhedschef for Kvalitet og Patientsikkerhed i Center for Sundhed i Region Hovedstaden. Og netop kvalitet og styrkelse af patientsikkerhed er blandt den nye hospitalsdirektørs mærkesager.

58-årige Annemarie Hellebek og hendes mand flyttede til Bornholm tidligere i år og nyder i dag at være en del af lokalsamfundet på øen. Parret har to voksne børn.

Udskriv