Kristian Lunds blog

Bornholms Regionskommune får ny sundhedschef

Bornholms Regionskommune har ansat Karina Nørby som ny chef for Center for Sundhed og Forebyggelse. Hun afløser Trine Dorow, som tidligere på året tiltrådte stillingen som kommunens servicedirektør.

Karina Nørby er uddannet sygeplejerske, kandidat i pædagogisk psykologi, har en master i ledelse og kommer desuden med solid erfaring fra det kommunale område. Især fra Faxe Kommune hvor hun har bestridt en lang række forskellige stillinger som f.eks. hjemmesygeplejerske, sundhedsfaglig underviser og sundhedskoordinator i kommunen. De senere år har hun været henholdsvis centerleder for kommunens center for Rådgivning & Behandling og stabsleder for Center for Familie, Social & Beskæftigelse.

Karina Nørby beskriver sig selv som en leder med stærke samarbejdsevner og en udpræget vi-orientering. Hun er 44 år, gift og mor til to store børn og aktiv i det lokale foreningsliv i Haslev, hvor hun bor. I første omgang vil Karina Nørby pendle mellem Sjælland og Bornholm.

Den nye chef for regionskommunens Center for Sundhed og Forebyggelse tiltræder i jobbet 1. januar 2020.

Udskriv