Kristian Lunds blog

Hjerteforsker får millioner til projekt om gendannelse af hjertet efter blodprop

Seniorforsker og lektor Ditte Caroline Andersen fra forskningsenheden Laboratory of Molecular and Cellular Cardiology (LMCC) på Odense Universitets Hospital samt Syddansk Universitet er blevet udvalgt til at modtage en af de nye Ascending Investigators-bevillinger på fem millioner kroner i årets uddeling af midler fra Lundbeckfonden.

Ditte Caroline Andersen vil med projektet REPHEART forsøge at finde nye mål for fremtidig behandling af de tusinder af patienter, som årligt får en blodprop i hjertets egen blodforsyning, hvorved en del af hjertemusklen går til grunde og pumpefunktionen nedsættes.

Udfordringen her er, at de døde hjertemuskelceller ikke gendannes, fordi hjertet i modsætning til mange andre væv, ikke indeholder stamceller.

I projektet tager hun derfor udgangspunkt i zebrafisken, som i kontrast til pattedyr har en formidabel evne til at regenerere hjertet fuldstændig efter skade, ved at hjertemuskelcellerne selv undergår deling og erstatter de døde celler.

"Ved at sammenligne hjertemuskelceller fra zebrafisk, mus og mennesker, vil vi identificere genprogrammer, der fremmer hjertemuskelcelledeling i zebrafisken og herefter overføre den viden til først mus, og på længere sigt menneske," fortæller hun.

"Vores endelig mål er således, ved at efterligne zebrafisken, at få gang i hjerteregeneration efter en blodprop i hjertet hos først mus og dernæst mennesket."

Ditte Caroline Andersen har tidligere modtaget 1.35 millioner fra Novo Nordisk Fonden til projektet samt tidligere i år en Sapere Aude- bevilling på 5.9 millioner fra Den Frie Forskningsfond.