Kristian Lunds blog

Ny ledende overlæge til Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg

Lasse Nørgaard er ansat som ny ledende overlæge inden for radiologi til Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg. Her bliver han en del af centerledelsen sammen med ledende overlæge Ulrich Fredberg og oversygeplejerske Knirke Hartmann Thomsen.

Lasse Nørgaard kommer fra en stilling som ledende overlæge ved Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Horsens. Før var han afdelingslæge på Radiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Han er derudover formand for Det Tværfaglige Specialeråd i Radiologi i Region Midtjylland.

Lasse Nørgaard er en leder, som ifølge ham selv befinder sig bedst ude i klinikken. Han deltager på lige fod med det øvrige personale i det kliniske arbejde, hvilket han ser som en stor styrke. Samtidig føler han sig overbevist om, at Silkeborg er stedet, hvor man tør prøve noget af, hvilket tiltaler ham rigtig meget.

"Som ledende overlæge vil jeg prioritere at komme i klinikken, både i dagarbejde og i vagter. På den måde kan jeg få en god føling med afdelingen og personalet - lære det hele at kende. Udfordringer og potentialer opdages hurtigere, og den viden jeg får ved at arbejde tæt sammen med personalet i vagter og i dagtid er uvurderlig," siger han.

Lasse Nørgaard tiltræder stillingen som ledende overlæge den 1. november. Privat er han bosiddende i Aarhus med sin kæreste og sin to-årige søn.