Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny klinikchef til en af landets største anæstesi- og operationsklinikker

Den 1. juli tiltræder Casper Claudius som klinikchef i Anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet.

Anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret er en af landets førende inden for anæstesiologi – og traumeområdet og har over 300 ansatte. Casper afløser Jakob Trier Møller, som går på pension. 

Casper Claudius kommer fra en stilling som Afsnitsansvarlig overlæge på Anæstesiologisk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og har tidligere også været afdelingslæge på Intensiv Terapiklinik i Center for Kræft – og Organsygdomme på Rigshospitalet. Casper er speciallæge i Anæstesiologi og har en ph.d. Hans forskningsområder dækker specielt neuromuskulære stoffer og monitorering, og han er blandt andet forfatter af flere lærebogskapitler inden for emnet. Casper har desuden aktivt dyrket ledelsesudviklingskompetencer og er pt. i gang med en Master of Public Governance.

Det er en klinik, der står overfor store forandringer, som Casper Claudius bliver leder af den 1. juli. En lederopgave han både glæder sig til og er stolt over:

"For mig er Anæstesi- og operationsklinikken den førende inden for dansk anæstesi – og blandt de bedste på internationalt niveau. Klinikken står blandt andet for den mest specialiserede anæstesi, trykkammerbehandling og traumebehandling til de mest komplicerede patienter - og kendt for at være med helt fremme, når det gælder nye behandlingsmetoder. Såvel forskning, uddannelse og faglig udvikling er i højsædet, og personalet er kendt for deres høje faglige niveau. Den position og de styrker, ser jeg frem til at dyrke endnu mere," fortæller Casper Claudius, der selvfølgelig også har øje for de store omvæltninger klinikken står over de kommende år:

"Indflytning i Nordfløjen betyder nye arbejdsgange på større og mere moderne operationsafsnit. Oprettelsen af Afsnit for Operationsmodtagelse og Opvågning (OMO) betyder helt ændrede perioperative forløb og giver mulighed for bedre og mere sammenhængende patientforløb. Fusionen af plejepersonalet fra Neurocentret vil sammen med de store organisatoriske omvæltninger betyde en mærkbar kulturændring – som vi ikke må underkende men omfavne og understøtte," siger Casper Claudius.

Casper Claudius tiltræder den 1. juli, men vil allerede inden deltage i forskellige møder.

Privat bor Casper med sin kone Birgitte og deres tre børn på 18, 16 og 9 år i Virum. Udover familietid og venner står den på cykelture på racercyklen og løbeture i skoven i Caspers fritid.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .