Bedre Psykiatri får ny landsformand

Knud Aarup, 63, er blevet valgt til landsformand for Bedre Psykiatri. Den 63-årige århusianer har både fra sit arbejde og sit privatliv oplevet psykiatrien på tæt hold.
Og han er ikke i tvivl om, at der er nok at tage fat på som ny formand.
"Alt for mange får ikke muligheden for at blive herre i eget liv. Og alt for mange mister den uddannelse, de var i gang med eller det arbejde, de havde – alt sammen fordi psykiatrien fungerer så dårligt," siger han.
Knud Aarup vil især kæmpe for, at inddragelsen af de pårørende bliver styrket, og at de pårørende får bedre støtte.
"De pårørende betyder utroligt meget for, om den syge bliver rask. Men mange pårørende oplever, at de hverken bliver inddraget eller får de nødvendige værktøjer til at kunne være der for de syge," siger han.
Bedre Psykiatri er med ca. 13.000 medlemmer og 60 lokalafdelinger Danmarks største medlemsforening på psykiatriområdet.
Knud Aarup er uddannet cand. scient. pol. Og har blandt andet arbejdet som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune, børn og ungedirektør i Horsens og som direktør i Socialstyrelsen. Han er medlem af Frivilligrådet for Bedre Psykiatri og formand for Aarhus Kommunes Udsatteråd.
Knud Aarup er gift med Dorte Ågård, som han tilsammen har fem børn med.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
