Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Programleder skal have fokus på graviditet og diabetes

Professor, overlæge Dorte Møller Jensen er blevet udnævnt til programleder for Steno Diabetes Center Odenses strategiske forskningsområde ’graviditet og diabetes’.

Dorte Møller Jensen har gennem en årrække, i tæt samarbejde med forskere fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D på OUH og øvrige nationale centre, udført omfattende kliniske studier af gravide med overvægt og diabetes, og hvilke konsekvenser dette har for både mødre og børn.

Diabetes og fedme i graviditeten medfører betydelig øget risiko både for graviditets- og fødselskomplikationer samt langtidsfølger for kvinden og barnet i form af diabetes og andre risikofaktorer for hjertekarsygdom.

"Vores fremtidige forskning vil undersøge hvilke mekanismer, der ligger til grund for børnenes øgede risiko, at optimere screeningen for graviditetsdiabetes, samt at udvikle de bedst mulige forebyggelsesstrategier for både mor og barn i relation til senere udvikling af diabetes. Børnene har f.eks. selv større risiko for at udvikle diabetes, fedme og andre sygdomme senere i livet," siger Dorte Møller Jensen.

SDCOs forskning inden for graviditet og diabetes skal tage udgangspunkt i det allerede etablerede samarbejde med Endokrinologisk Afd. M og de tværfaglige teams for diabetes og graviditet på regionens fire fødesteder, som skaber grobund for fremtidige regionale forskningsprojekter og effektiv implementering af nye forskningsresultater på området.

Dorte Møller Jensen blev i maj 2018 klinisk professor ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU). Professoratet ligger inden for graviditet, diabetes og fedme ved forskningsenheden for SDCO og forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .