BØGER: Det er altid lægens ansvar at indlede samtalen om sex, medicin og sygdom. Det er aldrig patientens. Det fastslår psykolog i ny bog, som forsøger at hjælpe læger, sygeplejersker og psykologer til at komme i gang med de vigtige samtaler.

BØGER: Det er altid lægens ansvar at indlede samtalen om sex, medicin og sygdom. Det er aldrig patientens.

Det fastslår psykolog i ny bog, som forsøger at hjælpe læger, sygeplejersker og psykologer til at komme i gang med de vigtige samtaler.

"Kun hver anden praktiserende læge taler med sine patienter om, hvordan sygdom og medicinske bivirkninger påvirker deres patienters livskvalitet. Men det er helt galt, for et tilfredsstillende seksualliv har afgørende positiv betydning for patientens levetid, velbefindende, søvn, fysiske form, humør og egenomsorg blandt andet i forhold til at tage en mulig nødvendig medicin," kritiserer psykolog Karina Kehlet Lins, der netop har udgivet bogen ’Samtalen om sex’ til praktiserende læger og andre professionelle sundhedsarbejdere.

Ifølge Karina Kehlet Lins viser forskning, at 43 pct. at de danske praktiserende læger undgår samtalen, selv når de udskriver medicin, som de ved har en negativ påvirkning af seksualiteten.

"Det er rystende, at så mange ikke gør det, selv om det er deres pligt ifølge det informerede samtykke at oplyse om mulige bivirkninger. Og det er på trods af, at undersøgelser har vist, at 90 procent af alle danskere mellem 16 og 95 år finder det enten vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt at have et godt seksualliv," forklarer Karina Kehlet Lins.

Og listen over medicin, som har en negativ eller direkte ødelæggende effekt på lyst og evne til erotik er lang, og består blandt andet af de ofte udskrevne anti-depressive mediciner, antipsykotika, hjertemedicin og diabetesmedicin ifølge forfatteren, som dog samtidigt erkender, at selv om patienter har ret til denne for dem vigtige viden, så kan der for læger være mange barrierer mod at tale om patienters problemfyldte seksualliv.     

"Grundlæggende tror jeg ikke, at der er tale om dårlig vilje hos de professionelle, og modstanden er kompleks.  Nogle professionelle er bange for at overskride både deres egne og patienternes blufærdighedsgrænser. Andre frygter, at det vil tage for lang tid. Andre igen at patienterne så vil undlade at tage deres medicin, og endelig er der rigtig mange, som fejlagtigt tænker, at de alligevel ikke kan afhjælpe de seksuelle problemer. Men, som det også fremgår af min bog, så mener jeg, at selv om alle disse forklaringer er forståelige, så er de samtidigt også udtryk for misopfattelser hos de professionelle, som i virkeligheden ville kunne afhjælpe eller eliminere næsten alle patienternes seksuelle problemer," siger hun.

Der er dog én barriere, som Karina Kehlet Lins har meget lidt forståelse for, og det er, når de sundhedsprofessionelle helt lægger ansvaret for patientens seksualliv fra sig:

"Jeg kan godt blive trist og sur, når jeg bliver konfronteret med, at læger og for den sags skyld også psykologer forklarer deres manglende samtaler med, at det er patientens ansvar at tage initiativet, for det er aldrig patientens ansvar, men altid vores. Og når vi ikke lever op til vores ansvar, betyder det, at vi efterlader patienten alene, selv om vi ved, at patienter sjældent selv tager emnet op, men er taknemmelige, når lægen gør det."

Når Karina Kehlet Lins har valgt at udgive ’Samtalen om sex’, som er en blanding af videnskabeligt baseret information, selv-refleksionsøvelser til professionelle samt gode råd til at få samtalerne med patienterne i gang, så skyldes det ikke mindst, at hun mener, at de professionelle er ofre for, hvad hun betegner som ’institutionaliseret uvidenhed’ i kraft af, at faget sexologi ikke mere har den plads i sundhedsvæsnets uddannelser, som den tidligere har haft:

"Jeg kan godt forstå, hvis de professionelle er bekymrede over, hvorvidt de nu også har de rette forudsætninger, for sexologien bliver ikke taget alvorligt. Den er blevet til noget, som nogle få tager en master i, og hvor resten af sexologien er blevet overladt til weekendkurser, hvorfra alle kan kalde sig sexologer, uden at de nødvendigvist har nogen form for faglighed. Men mellemløsningen mellem specialistuddannelse og selvstudierne, som netop er relevant i den kliniske hverdag, mangler," beklager Karina Kehlet Lins.

Og udfasningen af hverdagssexologien væk fra de statslige uddannelsesinstitutioner til fordel for de private, uautoriserede weekendkurser betyder ifølge Karina Kehlet Lins, at sexologien for ofte bliver reduceret til noget uvidenskabeligt pjat, som igen betyder, at de professionelle kan frygte, at patientsamtaler om seksuelle problemer kan blive for personlige for begge parter på grund af det manglende faglige fundament:

"De sundhedsprofessionelle kan tro, at de mangler et sprog til at bringe emnet op i. Men da langt de fleste seksuelle problemer i forbindelse med sygdom og medicinering kan løses ved samtale, og da det i mange tilfælde primært blot kræver, at man spørger ind til eventuelle problemstillinger, så behøver man altså ikke den store sexologiske ekspertise for at kunne at gøre en positiv forskel for patienten. Og skulle samtalen vise, at problemerne er for komplicerede, hvilket jo kan ske, så kan man jo henvise patienten til specialister," erklærer Karina Kehlet Lins, der er af principielle grunde ikke omtaler sig selv som sexolog, for som hun forklarer:

"Jeg mener, at alle vi sundhedsprofessionelle, for eksempel læger, psykologer og sygeplejersker, skal forblive i vores faglighed, men at vi alle skal italesætte sexologiske bekymringer overfor vores patienter. Sexologien skal have en fast plads alle steder i sundhedsvæsnet, og vi skal blive bedre til at arbejde tværfagligt omkring de sexologiske spørgsmål, der både kan have fysiologiske, sociale og psykologiske aspekter, for en velfungerende seksualitet er ikke en unødvendig luksus i forhold til sygdomme. Et godt seksualliv er en vigtig sundhedsfaktor."