Skip to main content

Karsten Nysom får legat for sin indsats for børn med kræft

Karsten Nysom

Karsten Nysom

Overlæge Karsten Nysom fra BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet får Børnecancerfondens Henrik Hertz-legat på 250.000 kr. for sit utrættelige engagement i børnekræftforskning og behandling af børn med kræft.

Karsten Nysom er leder af Rigshospitalets enhed “Ny medicin til børn med kræft” som er en del af BørneUngeKlinikken. Karsten Nysom har forsket i børnekræft siden 1992 og skrevet både ph.d.- og doktorafhandlinger om senfølger til kræftbehandling.

De seneste fem år har Karsten Nysom arbejdet målrettet med at udvikle ny medicin til den tredjedel af børn og unge, der får tilbagefald af kræft eller får kræftsygdomme, hvor der i dag ikke findes nogen effektiv behandling.

Det var Karsten Nysom, der i 2013 sikrede, at Rigshospitalet kunne etablere Nordens første enhed for forsøg med ny medicin til børn med kræft (fase 1-2-forsøg), og han arbejder ihærdigt med at få forsøg med de nyeste typer kræftmedicin til Danmark. Dette sikrer børn og unge med kræft fra Danmark og det øvrige Norden adgang til de nyeste behandlinger, samtidig med at disse patienter og deres familier bidrager til at vi udvikler fremtidens behandlinger til børn og unge med kræft.

Siden 2014 har flere og flere kolleger fra Europa, Norden og resten af Danmark henvist flere og flere af deres patienter til Karsten Nysom og hans dygtige kolleger, og dette skyldes i høj grad Karstens indsats. Den hastigt voksende aktivitet i Rigshospitalets enhed for ’Ny Medicin til Børn med Kræft’ bidrog til, at det europæiske selskab for nye behandlinger til børn med kræft (ITCC) for nyligt gav enheden på Rigshospitalet en særlig early phase akkreditering, så det bliver endnu lettere at få adgang til de nyeste behandlinger i de kommende år.

Karsten Nysom er formand for det danske selskab for børnekræft (Dansk Pædiatrisk Hæmatologisk-Onkologisk selskab, DAPHO), og han varetager en lang række faglige tillidshverv i Norden og Europa vedrørende børnekræft. Han er blandt andet medlem af bestyrelsen for det Europæiske selskab for børnekræft SIOP Europe, er formand for den europæiske arbejdsgruppe for den ondartede hjernetumor AT/RT (atypisk teratoid/rhabdoid tumor), og har de seneste 4 år været formand for det videnskabelige udvalg i det nordiske selskab for børnekræft.