Ny klinikchef på Vestdansk Center for Rygmarvsskade

Kåre Severinsen tiltrådte 1. november som klinikchef for Vestdansk Center for Rygmarvsskade, og han overtog dermed det lægefaglige ansvar for det højt specialiserede center for neurorehabilitering af rygmarvsskadede patienter fra Jylland og Fyn.

Kåre Severinsen er 42 år. Han blev speciallæge i neurologi i 2017 og kommer fra en stilling som afdelingslæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Her har han haft ansvaret for implementering og varetagelse af kontrolforløb for patienter med hjernetumor samt en række centrale udviklingsprojekter. Tidligere har han arbejdet med neurorehabilitering på Hammel Neurocenter i Region Midtjylland og på Brønderslev Rehabiliteringscenter i Region Nordjylland.

"Vestdansk Center for Rygmarvsskade er en vigtig del af hele det store neurorehabiliteringsområde, som sammen med Hammel Neurocenter er en meget vigtig del af Hospitalsenhed Midt. Derfor er vi glade for, at Kåre har sagt ja til at være klinikchef. Det tegner godt for fremtiden," siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade er det ene af Danmarks to højt specialiserede rehabiliteringscentre for patienter, der er lammet fra halsen eller fra hoften og nedefter på grund af skade på rygmarven. Skaden kan være opstået efter en ulykke eller som følge af sygdom, og patienterne er typisk indlagt i op til et halvt år til rehabilitering.

Kåre Severinsen bor i Randers med sin kone. Sammen har de fire børn.