Øjenprofessor modtager pris på en halv million kroner

Professor Morten la Cour, Øjenklinikken på Rigshospitalet, modtager hædersprisen Bagger-Sørensen Prisen på en halv million kroner som anerkendelse af en mangeårig fremragende indsats som øjenforsker og øjenkirurg.

Prismodtageren anses for at være blandt de internationalt fremmeste inden for nethindekirurgi, og han og hans forskerteam har både i eksperimentelle studier og i klinisk kontrollerede studier højnet effektivitet og kvalitet af behandling af nethindesygdomme i alle aldersgrupper af befolkningen.

Morten la Cour har også nytænkt måden, de unge øjenkirurger bliver trænet og superviseret på. Det har resulteret i iværksættelse af målrettet forskning i, hvordan man ved hjælp af moderne simulations- og robot teknologi kan fremme, at unge kirurger under oplæring får en højere succesrate ved operative indgreb.

Morten la Cour er læge fra Københavns Universitet i 1988. To år forinden modtog han guldmedalje fra samme universitet for besvarelse af en prisopgave. Prismodtageren har medicinsk doktorgrad fra Københavns Universitet i 1993. Han opnåede Sundhedsstyrelsens autorisation som speciallæge i øjensygdomme i 1998 og blev overlæge i 2000, professor i 2008 og chef i 2015 på Øjenklinikken ved Rigshospitalet og Glostrup Hospital – Nordeuropas største øjenafdeling