Professor Søren Laurberg modtager ærespris

Professor dr. med. Søren Laurberg har tirsdag den 28. maj 2019 modtaget Generalkonsul Ernst Carlsens Fonds Ærespris.

Æresprisen uddeles til en dansk videnskabsmand eller -kvinde, der har ydet et særligt anerkendelsesværdigt arbejde og en betydelig indsats fortrinsvis ved udforskning og behandling af sygdomme.

Søren Laurberg har i sit lægefaglige virke dokumenteret en enestående indsats inden for sundhedsvidenskabelig forskning i almindelighed og i særdeleshed indenfor den kliniske forskning af mavetarmkirurgiske lidelser. Hans forskning har ført til markante forbedringer af behandlingen af disse lidelser.

Søren Laurberg har siden 1998 været professor i kolorektal kirurgi ved Aarhus Universitet og har i sit klinisk-akademiske virke især udmærket sig ved at opbygge en kirurgisk kolorektal enhed, som er førende i Skandinavien og berømmet internationalt.

Prisen blev overrakt af Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing, som også er formand for Generalkonsul Ernst Carlsens Fonds bestyrelse.