Skip to main content

Geo: Kræften fylder stadig efter fem år

ANMELDELSE: Først da standupkomikeren, Christian Geo Heltboe fik kræft for anden gang som 39-årig, forsvandt hans frygt for at være voksen – både på scenen og i hans private liv.

Hvordan han blev voksen i løbet af sit udfordrende sygdomsforløb, skriver han om i sin nye krasse, men også humoristiske og optimistiske bog ’Hva’ så nu’.

Christian Heltboe, der under mellemnavnet Geo har optrådt på de danske standup-scener siden 1996, fik sin første kræftdiagnose og en tilsyneladende vellykket operation for testikelkræft i 2011 for så alligevel at skulle igennem en barsk kemokur og lungeoperation et halvt år senere på grund af efterfølgende spredning til lungerne.

“Hvis jeg ikke var blevet nulstillet, havde jeg så stadig løbet rundt på en scene og sagt som et eller andet dyr, måske? spørger Geo i bogen, som handler om de første vigtige fem år efter endt kræftbehandling - de år, som er kræftpatienters mest normale kontrolperiode, og som bogen er bygget op over.

Og nulstillet kan vi forstå, at Geo blev. Nulstillet noget så eftertrykkeligt: Datteren Effie, hvis ankomst til verden han havde haft det svært med, bliver hans største betingelsesløse lykke i livet, ægteskabet, som blev tæt under selve sygdommen, braser alligevel sammen i mulig poststress efter sygdom og dødsangst, og skæg, skrig og ballade på standup-scenerne byttes delvist ud med mere afdæmpede bøger, arrangementer og foredrag om kræft samt snak med lidelsesfæller.

Blandt de opslidende elementer, som bidrager til nulstillingen igennem de fem år, er ikke kun de især første års smertende senfølger efter kemobehandling og bekymringer over økonomi, karriere, identitet samt datterens reaktioner, men også Geos erfaringer med de ofte angstfremkaldende og pinagtigt langsommelige kontroller for, om kræften er vendt tilbage, de lejlighedsvist ubehagelige sundhedspersoner samt sorgen og angsten, når andre medpatienter pludseligt dør af kræften kort efter eller midt i et ellers tilsyneladende meningsfuldt behandlingsforløb.

’Hva´så nu?’ som er en opfølger til Geo´s første bog i 2013 ’Ikk´for sjov’ om selve behandlingsforløbet, handler om vejen tilbage til den efterfølgende hverdag, som han så brændende ønskede at komme tilbage til under sine behandlinger, men som alligevel kan være så svær for mange kræftpatienter. Han sammenligner sig med bjergbestigeren, der nok har forberedt opturen, men ikke nedturen, hvor de alvorligste ulykker sker.

Ulykkerne beskrives med en blanding af humor og tilsyneladende stor ærlighed, og læserne kommer tæt på nedbrydning, opløsning og afvikling af ægteskabet, den tilbagevendende angst for, at kræften kommer igen, hans eksistentielle kampe med at forstå, hvem han egentlig er, og oplevelser af ydmygende afmagt på hospitalet. Alt sammen erfaringer og refleksioner, som stribevis af undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse viser, at også mange andre kræftpatienter og pårørende gør sig, men som her foldes ud på en måde, så ens chancer for at overleve den farlige nedtur styrkes.

Kræften fylder stadig

At Geo har været kræftfri i nu mere end fem år betyder ikke, at sygdommen ikke stadig fylder meget i hans bevidsthed. For det gør den, og nulstillingen har haft en stribe smertefulde omkostninger.

Men Geo mener at have fået en masse godt til gengæld. For eksempel er det at kunne opleve motion, regnvejr, den grå hverdag og kaffe uden kemosmag selv her fem år senere en permanent kilde til daglig fryd, og det samme er håbet om mere kærlighed, flere børn og en større familie med den nye kæreste og kommende hustru, ´den lille læge fra Aarhus´.

Men det skal siges til Geo´s ros, at selv, når han skriver, at der skulle sygdom og dødstrusler til før, at han ´for alvor lærte at leve livet´, så lykkes det ham dog alligevel ikke at falde i grøften sammen med de sygdomsromantikere, der hylder sygdommens velsignelser samt kræftoverlevere som ganske særligt viljestærke og kampdygtige.

I stedet redegør Geo derimod hudløst åbenhjertig om sine psykiske, mentale og fysiske svagheder efter sygdommen, og fremstiller ikke sig selv som en i særklasse dygtig fighter for livet. Han udtrykker i stedet stor taknemmelighed over at høre til blandt de heldige overlevere – blandt andet i kraft af netop held i kræftlotteriet, men også kompetente læger på en af landets dygtigste afdelinger for netop testikelkræft.

I bogens slutning beder Geo om masser af krydsede fingre og gode tanker fra læserne. Og det skal han hermed få herfra – samt et tillykke med bogen, som også er fuld af gode tanker om, hvad andre kræftpatienter og deres pårørende kan have gavn af at læse.

  • Geo: Hva' så nu?
  • Forlaget Lindhardt og Ringhof
  • Pris 249 kr.

Om Geo

Christian Geo Heltboe, 39 år
Stand up-komiker og skuespiller siden 1996
Kendt for blandt andet ”Den ægte vare”, ”Talegaver til børn” og ”Ego Geo”