Skip to main content

Bøger skal få syge børn til at føle mindre angst

BØGER: Ny bogserie til børn på alle hospitaler og akutmodtagelser i Region Hovedstaden skal gøre mindre børn mere trygge overfor de undersøgelser og behandlinger, som de skal igennem.

Hvert andet barn kommer ifølge Børneulykkesfonden på et tidspunkt ud for at skulle indlægges på et hospital, og endnu flere oplever at skulle en tur på skadestuen. Stribevis af undersøgelser viser dog, at selv om børn i behandling er hverdagskost i sundhedsvæsenet, så kan hospitalsophold traumatisere børn både på kort og på langt sigt.

Men hospitalsbesøg og indlæggelser bør ikke være unødigt overvældende og stressende for børn, mener man i Region Hovedstaden, som derfor nu forsøger at afmystificere mange af de ord og oplevelser, der kan virke skræmmende på børn ved hjælp af en bogserie. Om projektet siger direktør for Center for Kommunikation i Region Hovedstaden, Elisabeth Geday:

”Vi ved, at børn kan have særlige behov, når de kommer ind på vores hospitaler. Ikke mindst kan de have brug for at få forklaret, hvorfor de er der, og hvad der skal ske med dem. Der skal tages ekstra kærlig hånd om dem, fordi de i forvejen er i en svær situation”.

Den nye serie, som skal være færdiggjort i år, udspringer af en børnebog fra 2017, der byder børn velkommen på regionens akutmodtagelser. Og ifølge Geday har efterspørgslen og modtagelsen vist, at der er behov for at fokusere endnu mere på kommunikationen til og med børn i sundhedsvæsenet. 

"Derfor søgte vi midler hos Trygfonden, så vi kan lave flere bøger om flere emner. Vi er naturligvis meget taknemmelige for deres bidrag, og vi håber, at bøgerne kan hjælpe børnene og deres familier igennem den svære situation, det kan være at skulle på hospitalet," siger Elisabeth Geday.

Udgangspunktet for temaerne i den kommende bogserie, som ifølge Center for Kommunikation i Region Hovedstaden er målrettet til børn i alderen fire-ni år, vil fokusere på de procedurer, som børn kan komme ud for:

"For eksempel blodprøvetagning, operation, bedøvelse, medicin og indlæggelse. Alle procedurer vil blive forklaret med ord, tegninger og cases, og samtidig vil børnene få mulighed for at udtrykke sig ved hjælp af tegninger og små opgaver, og forældrene klædes på ved hjælp af fakta, der er særligt henvendt til dem. Også aspekter som smerter og angst vil blive behandlet i bøgerne," lyder det fra Center for Kommunikation, som dog samtidigt oplyser, at livstruede og langtidsindlagte børn ikke er en del af målgruppen, eftersom disse børn vurderes at være i en anden og helt særlig situation.

Den kommende bogserie, hvor der til hvert emne vil være tilknyttet flere fagpersoner med en særlig viden på området, vil ligge frit tilgængelige alle steder på Region Hovedstadens hospitaler,  hvor børn er til undersøgelse eller behandling. Børn og forældre vil desuden frit kunne tage bøgerne med hjem efter besøget.

Donationschef i  TrygFonden, Pia Hansen, siger, at det er klart, at børn kan blive angste og usikre, når de skal på hospitalet og måske ikke helt ved, hvad der skal ske.

"Ved hjælp af bøgerne kan personalet og forældrene skabe forståelse og forhåndskendskab til det indgreb eller den undersøgelse, børnene skal have og dermed større tryghed omkring hele hospitalsbesøget”, siger hun.

 

Projektgruppen bag den kommende bogserie: 

  • Projektleder: Signe Amstrup, Center for Kommunikation
  • Charlotte Rahbæk, ledende oversygeplejerske, Bispebjerg & Frederiksberg Hospital
  • Lone Rønnov, afdelingssygeplejerske, børneafdelingen, Nordsjællands Hospital
  • Christa Sonne Jensen, sygeplejerske, akutmodtagelsen, Bispebjerg & Frederiksberg Hospital
  • Gitte Aagård, børnesmertesygeplejerske, Børnesmerteenheden, Rigshospitalet