Kristian Lunds blog
Nyheder, analyser og debat om kræftbehandling
Branding Celgene

Besked

Failed loading XML...

Ny enhedschef skal sikre sammenhæng i patientforløb

Professor, diabetesforsker og praktiserende læge Annelli Sandbæk, 57, bliver ny enhedschef ved Steno Diabetes Center Aarhus. Hun skal sikre sømløse forløb for diabetespatienter, der ofte døjer med tre eller flere andre diagnoser.

Hver tredje diabetespatient lever et liv med tre eller flere andre diagnoser. De bliver derfor nemt kastebold mellem forskellige sundhedsindsatser på hospitaler, i almen praksis og i kommuner. Og usikre på, om de får den bedst mulige behandling.
"Det er en klar politisk dagsorden i disse dage, at vi skal styrke det nære sundhedsvæsen. Men vi skal passe på, at det ikke betyder en frakobling fra det øvrige sundhedsvæsen," siger Annelli Sandbæk.

Fra 1. august 2018 skal hun stå i spidsen for Steno Diabetes Center Aarhus' (SDCA) særlige udviklingsenhed, der skal forske i og udvikle nye metoder til at sikre sømløse og trygge patientforløb for diabetespatienter i Region Midtjylland.

"Sammenhængende patientforløb er et særkende for SDCA. Vi har altså et ansvar for nationalt at være ledende på dette område og generere, teste og evaluere nye ideer, viden og metoder, som ikke kun kommer diabetespatienter men også andre kronisk syge patienter med eksempelvis KOL og hjerte-karsygdomme i hele landet til gode," siger centerdirektør ved det nyetablerede diabetescenter på Aarhus Universitetshospital, professor Troels Krarup Hansen.

Han glæder sig til at byde den nye enhedschef velkommen, som, med Troels' ord "smitter med sin faglige nysgerrighed og passion for at se nye veje".

Annelli Sandbæk er meget spændt på de nye udfordringer og vil gå til arbejdet med en åbenhed omkring mål, tæt dialog med både patienter og samarbejdspartnere og troen på, at gode tiltag kan gennemføres, når folk arbejder sammen.

"Jeg kender udfordringerne og forskellene mellem de forskellige aktører i universitetsverdenen, i regionen, i kommuner og i almen praksis. Og det er den pallette, vi skal have til at spille sammen, hvis vi skal lykkes med at se nye veje," siger hun.

Hun kommer fra en stilling som leder af Forskningsenheden for Almen Praksis og leder af Sektion for Almen Medicin ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.