Kristian Lunds blog
Nyheder, analyser og debat om kræftbehandling
Branding Celgene

Besked

Failed loading XML...



Han løber med sin døde datter, Ellen

BØGER: Han løber ikke fra sorgen. Han løber med sorgen over, at hans datter er død. Med fordi sorgen aldrig vil gå over.

Sådan lyder en af journalist og forfatter Anders Legarth Schmidt’s forklaringer i bogen, Jeg Løber, på, hvorfor han kort efter sin seks-årige datters død i 2013 tog løbeskoene på og i flere år løb som en besat.

’Jeg løber’ indeholder store fragmenter fra en oprindelig løbeblog i dagbladet Politiken, som sidste år kom til at danne grundlag for et teaterstykke, der lige nu spiller på Det Kongelige Teater og 28. februar tager på landsturné.  Fragmenter som altså nu er blevet udvidede og også fundet form som en bog. ’Jeg løber’ handler – uanset om det er som blog, teaterstykke eller bog, om Anders Legarth Schmidt’s sorg, hans mange løb og den i hele taget livsnedbrydende tid efter datteren, Ellens, død på grund af leukæmi.

Det ville synes oplagt at spørge om hvorvidt, at ’Jeg løber’ er en løbedagbog eller en dagbog om at leve i sorg. Men svaret er, at bogen er hverken det ene eller det andet. Den er nemlig et og det samme, for ’Jeg Løber’ er en bog om et menneske, som i sin sorg forbliver et menneske og en far til Ellen ved at løbe.

"Jeg løber ikke fra noget. Jeg løber ikke for at komme videre. For kommer jeg videre, mister jeg Ellen. Jeg løber ikke for at glemme, at hun er død. Jeg løber for at kunne have hende tæt på mig," skriver Anders Legarth Smidt, som tilføjer, at de mange år og dage, han har tilbage i eget liv, er nemmere at udholde, når hun er med ham.

Men uanset i hvor høj grad at det er løbet, som holder ham levende som menneske, så rummer hans løben også sin egen destruktive modsætning, nemlig udslettelsen af det menneskelige selv. Især når man som Anders Legarth Schmidt også løber maraton:

"At løbe er at udslette sig selv – skridt for skridt. Jo flere skridt du tager, jo længere væk kommer du fra det, der egentlig er din kerne," skriver han og fortsætter:

"Du skal være klar til at udslette dig selv fuldstændigt. Og den ultimative måde, en løber kan udslette sig selv fuldstændig på, er ved at deltage i et maratonløb - måske bliver det mellem 37 og 38 kilometer – jeg håber, at jeg der er helt udslettet, ikke eksisterende. Ikke med et eneste forbehold i min sjæl over for de ting, jeg ser og mærker. Jeg håber, at jeg vil være så udslettet, at alt dårligt vil fortrænges fra mit sind."

Og da en nær ven siger til ham, at han løber for meget, forstår han rent intellektuelt det gode råd, men føler det samtidigt som om, at vennen er i færd med at kvæle ham, tage livet af ham. For at opgive løbet vil blandt andet betyde at opgive de rester af kontrol, som han har tilbage efter datterens visnen hen i sygdom og senere død. Og som han har brug for til at overleve - for blandt andre sin yngre datter, Alice’s skyld.

Og for Anders Legarth Schmidt er løb i høj grad et middel til kontrol.

"Løb er kontrol af tid. Som ellers er uden for enhver kontrol. For tiden går jo bare. Når jeg løber, kan jeg styre begivenhedernes gang. Det er mig, der bestemmer. Kræftcellerne bestemmer intet. Jeg styrer. Jeg tager kontrollen," forklarer han blandt andet om behovet for kontrol i denne periode i sit liv, hvor han opgav at finde meningen med sit liv.

"Der er kun de ting, jeg gør. En begyndelse og en afslutning. Undervejs mellem de to yderpunkter er der en række handlinger, som er spændt ud efter hinanden på en snor," skriver han om manglen på meningsfuldhed.

’Jeg løber’ er en barsk og til dels også trist bog, som går under huden, fordi man som læser kommer så tæt på en far, mand, ven og kæreste, som er i nemt forståelig fuld opløsning på grund af én af de største ulykker, som kan ramme et menneske – samtidigt med at han kæmper så ensomt og så benhårdt for hvad, der kan opfattes som en umulighed, nemlig fuld kontrol over sin sorg, afmagt, desperation, vrede og dårlige samvittighed.

At Legart Schmidt også udmærket selv er klar over kontrollens svagheder og mangler, gør det ikke lettere bærligt for læseren at følge ham i hans lejlighedsvist helt konkret blodige og smertefulde anstrengelser for alligevel at opnå denne kontrol, når han blæser på alt andet end at komme længst og hurtigst af sted i sine løbesko – og nogle gange ligefrem nyder både egne og andres smerter under anstrengelserne for at smage den ultimative kontrol over krop og tid i en grad, så at en del af hans løbeoplevelser mest af alt kommer til at minde om cutternes kontrolbehov og fryd ved at skære sig.  Selv siger han om sit løbebehov:

"Det kan være hårdt og smertefuldt at løbe. Det kan være hårdt og smertefuldt at lade være med at løbe. Det sidste alternativ er det værste. Skaden er min eneste modstander. Og mit værste løbemareridt. Tanken om at undvære den lette fornemmelse i krop og sind kan være tæt på ubærlig."

Hjerteskærende, men også genkendeligt for mange andre, som har mistet nære pårørende efter langvarigt fortærende sygdom, er ikke mindst hans beskrivelser af sine skyldfølelser og dårlige samvittighed over ikke at have gjort endnu mere for den afdøde – og over kontroltabet.

"Jeg messer det. Jeg kan ligge i timevis i min seng, martret af tanker om, hvorfor jeg dog ikke var bedre til at holde styr på, om læger, sygeplejersker og andre mennesker omkring min datter nu gjorde det optimale. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvert sekund. Jeg kan ikke slippe det," skriver han og undskylder sig overfor datteren samtidigt med at han ved, at uanset hvor mange undskyldninger han måtte formulere, og uanset hvor mange psykologer han taler med, så vil han aldrig slippe fri af, hvad han oplever som sine undladelsessynder overfor den lille Ellen, som døde af iltmangel på grund af ødelagte lunger som komplikation til sine kræftbehandlinger.

Anders Legarth Schmidt har hele vejen gennem ’Jeg løber’ ordet og pennen i sin magt, og man kan kun tage hatten af for hans forsøg på at skildre, hvordan man kan vælge at prøve at bære den alt for tunge byrde, som det er at miste et barn og den helt umenneskelige byrde det må være at skulle fortsætte sit eget liv bagefter. Om det der gør mest ondt i livet bagefter, skriver han:

"At jeg ikke kunne hjælpe hende. Dét er noget af det sværeste at acceptere. Det ultimative kontroltab i et samfund, hvor vi gennem hele livet – indtil katastrofen rammer – lærer, at vi kan styre og kontrollere vores liv i den retning, vi ønsker. Men vi kan ikke kontrollere, sygdom, liv og død," skriver Legarth, som dog i dag fortæller, at han er kommet derhen, at han har Ellen med sig overalt i livet og nu også kan tale med andre om hende og ikke kun skrive om hende.

 

Anders Legarth Schmidt: Jeg løber, Politikens Forlag, udkommer 16. Januar, 250 kr