Kristian Lunds blog
Nyheder, analyser og debat om kræftbehandling


Hjerne-podcast spiller bold med lytteren

PODCAST: Videnskab.dk har søsat endnu en podcast – denne gang med hjernen som omdrejningspunkt. Assisteret af førende hjerneforskere går værterne på opdagelse i hjernen for at finde svar på livets store spørgsmål og dagligdagens mysterier.

Et større fokus på eksperterne og mindre på værterne havde klædt projektet. 

Hvordan motiveres hjernen til at overholde nytårsforsætter? Hvordan påvirker kønnet hjernen? Og hvorfor har hjernen brug for sollys? Disse spørgsmål – og mange flere – stiller de to videnskabsjournalister Asbjørn Mølgaard Sørensen og Jais Baggestrøm Koch til nogle af landets førende hjerneforskere i en ny podcastserie, ’Brainstorm’, produceret af Videnskab.dk og sponsoreret af Lundbeckfonden. Ligesom det gør sig gældende for det skriftlige indhold på Videnskab.dk’s hjemmeside sigter podcasten imod at overraske og gøre lytteren klogere på forskning, der kan bidrage til at afklare livets store spørgsmål og dagligdagens små mysterier.

’Brainstorm’ skal have ros for at servere kompleks hjerneforskning på en appetitlig og lettilgængelig facon. I løbet af de knap 25 minutter hver podcast-episode varer, formår de to videnskabsjournalister at bibeholde lytterens interesse og integrere flere forskellige forskeres kommentarer til podcastens tematik uden, at det bliver rodet eller uoverskueligt for lytteren at navigere i. Som ekstra service afsluttes podcasten med et kort resumé, hvor de vigtigste pointer opsummeres – ofte med et konstruktivt og handlingsanvisende sigte.

Når det er sagt, optager de to journalisters interne dialog lige rigelig plads i formatet. De personlige anekdoter og smutturene forbi irrelevante sidefortællinger virker forstyrrende i et ellers stramt tilrettelagt format, som ikke har brug for at blive bundet sammen af så mange subjektive indspark for at fængsle lytterne. Den joviale og letbenede jargon mellem værterne virker som grus i det videnskabelige maskineri, og de uordnede associationer får til tider lytteren til at overveje, om podcasten skulle have haft titlen ’Stream of consciousness’ i stedet for ’Brainstorm’. Et større fokus på eksperterne og forskningen, og mindre fokus på værterne havde klædt lytte-oplevelsen.

Godt tag i lytterne

Podcasts har de senere år for alvor fået fat herhjemme, og det nye lydmedie udgør en stadig større andel af den danskernes medieforbrug. En rapport fra Danmarks Radio viste for nylig, at det ugentlige antal danskere, der lytter til podcasts steg med næsten 70 pct. fra 2016 til 2017. Størst var stigningen blandt gruppen af 20-39-årige, hvor en fjerdedel brugte podcasts ugentligt. Et af podcastens essentielle virkemidler er muligheden for nærvær og medinddragelse af lytteren. Og her brillerer ’Brainstorm’. Måden hjerneforskningen behandles på er hverdagsnær. Forskningen bindes op på dagligdagsbegivenheder eller genkendelige fænomener sådan, at lytteren ubesværet kan forholde sig til de resultater og teorier, der fremlægges af eksperterne – distancen til de hvide kitler og lukkede laboratorier rundt omkring på forskningsinstitutionerne er fjernet. Den til tider svære linedans mellem forskning og populærvidenskabelig formidling balanceres fint hele vejen igennem.

Ydermere gør podcastens værter en dyd ud af aktivt at bruge lytterne som medspillere. Asbjørn Mølgaard Sørensen og Jais Baggestrøm Koch efterspørger lytternes input til fremtidige ’hjerne-emner’, og kommentere nysgerrigt og anerkendende på de lytterbidrag, de løbende modtager. I en medievirkelighed, hvor tilbuddene står i kø, virker det strategisk begavet bevidst at etablere en tæt relation til lytterne og integrere deres ideer og tanker i formatet. For det øger unægtelig chancen for, at de hænger på og lytter til alle de 45 episoder af ’Brainstorm’, som planmæssigt sendes ud i æteren i løbet af 2019.

Foruden ’Brainstorm’ står Videnskab.dk bag podcastene ’Overblik’, ’Vidensselskabet’ og ’Vov at vide’. Alle fire podcasts kan hentes og lyttes til gratis via diverse podcast-tjenester.

Du kan finde podcast-serien Brainstorm her på Videnskab.dk