Kristian Lunds blog
Nyheder, analyser og debat om kræftbehandling
Branding Celgene

Advarsel

JFile: :læs: Kan ikke åbne fil: http://onkologisktidsskrift.dk?format=feed&type=rss

Besked

Failed loading XML...



Forfatter: Derfor ønsker ingen at huske den spanske syge

BØGER: ’Den Spanske Syge’ handler ikke kun om ansvar og fortielser. Læseren bliver i kapitel efter kapitel ført gennem en lang række gruopvækkende øjenvidneberetninger til den angst, sorg, lidelse og død, som herskede under epidemien. Desværre giver forfatteren ingen bud på, om vi i dag vil være bedre i stand til at tage kampen op mod en aggressiv epidemi.

I år er det 100 år siden, at Danmarks mest dødbringende epidemi, influenzaen, den spanske syge, slog tusindvis af danskere ihjel, men dødsfaldene og deres efterfølgende tragedier og sorg blev efterfulgt af national tavshed.

 "Den spanske syge slog flere mennesker ihjel end Første Verdenskrig. På blot et års tid krævede epidemien flere menneskeliv, end aids har gjort på 40 år. Den spanske syge er den mest dødbringende epidemi nogensinde, men den spanske syge er glemt, og ingen taler om den," fastslår journalist og forfatter, Tommy Heisz, som har udgivet mammutværket, ’Den Spanske Syge’.

”Jeg vidste stort set intet om den spanske syge, før jeg for tre-fire år siden begyndte at grave i arkiverne. Da det gik op for mig, hvor stor en katastrofe epidemien var, undrede jeg mig: Hvorfor fylder historien om den spanske syge ikke mere i vores bevidsthed? Hvorfor havde jeg i hele min skoletid stort set ikke hørt et ord om den? Hvor var alle bøgerne og filmene? De fleste danskere kender godt den spanske syge af navn, men det er min erfaring, at kun de færreste kan tidsfæste sygdommen eller har noget begreb om, hvor dødbringende den var. Hvordan kan det være,” at den spanske syge har været så glemt," spørger Tommy Heisz sig selv og læserne.

Ifølge bogen Den Spanske Syge døde flere end 50 millioner mennesker på globalt plan af sygdommen, som også slog omkring 15.000 danskere ihjel ud af de dengang cirka tre millioner danskere i alt. De fleste var børn og yngre mennesker mellem 20 og 40 år, og det var især dem, der lå i kisterne, som kirkegårdenes gravere landet over måtte stable i kapellerne for at få plads til de mange døde i perioden juli 1918 frem til foråret 2019. Kisterne måtte stå i det fri, begravelserne måtte foregå udenfor kirkerummet, og man frarådede folk at gå til dem. Læger, sygeplejersker og præster var så bebyrdede med arbejde, at de var tætte på at bryde sammen.

Selv er Tommy Heisz, efter at have gennemtrawlet danske og internationale kilder, nået frem til, at den spanske syge blev glemt, fordi ingen af de, som i datidens samfund sad på magten over historiefortællingen, ønskede at huske influenzaen, da den uden deres hjælp var drevet over af sig selv:

”I 1918 var politikere, læger og forskere blandt samfundets mest markante stemmer. Det havde været deres ansvar at løse den slags udfordringer, men ingen af dem havde vist sig i stand til det. Politikerne tog i første omgang ikke rigtig epidemien alvorligt, og de lagde konstant ansvaret over på folk selv. I Danmark gav epidemiloven ellers politikerne beføjelse til markante indgreb, men de kom aldrig. Da det endelig gik op for politikerne, at epidemien var alvor, kom der indgreb, men de blev aldrig mere end halvhjertede,” siger han og fortsætter:  

”Ingen af historieskriverne stod tilbage som helte. Og ingen af dem, der rent faktisk var helte – sygeplejersker, frivillige og kærlige naboer – havde en stemme, der var kraftig nok til også at blive hørt hundrede år senere. Derfor var den spanske syge i mange år så godt som glemt, mener Heisz, der også kritiserer journalister for at være for langsomme til at opdage influenzaens alvor til fordel for kritikløse referater af myndighedernes råd om bare at vaske hænder og ikke ånde på hinanden.

Influenzaen, der formentligt ikke kom fra Spanien, men ifølge nyere forskning nok nærmere fra USA eller Østen, udviklede sig så voldsomt og hurtigt for den enkle, at man kunne være rask om morgenen for at være død om aftenen.

Symptomerne på sygdommen var ekstraordinært voldsomme, kraftig diarré, blødninger fra lungerne og kvælning som følge af væske i lungerne. Der var ingen antibiotika og ingen behandling, at få mod de cytokinin storme, som senere forskning har vist var en udbredt dødsårsag hos mange. Det var således i høj grad ofrenes eget immunsystem, der slog dem ihjel i et forsøg på at bekæmpe influenzavirusen. Og derfor var det influenza-ofrene med de stærkeste immunsystemer, de unge og raske, der døde. Det eneste man kunne gøre var at pleje og i et vist omfang lindre de syge. 

’Den Spanske Syge’ handler dog ikke kun om ansvar og fortielser. Læseren bliver i kapitel efter kapitel ført gennem en lang række gruopvækkende øjenvidneberetninger til den angst, sorg, lidelse og død, som herskede under epidemien. Beretninger som kommer tæt på mange af de tragiske dødsfald og hårdt ramte familier, men også tæt på de modige sygeplejersker, læger og frivillige hjælpere, der kom patienter til undsætning.

Ikke mindst den udførlige beretning om den 47- årige læge Ove Bruun-Pedersen fra Haslev er gribende og tankevækkende, for hvordan reagerer man som læge under en dødelig epidemi? Ove Bruun- Pedersen gjorde det ved at spænde hestene for vognen og utrætteligt tage på sygebesøg rundt omkring i hjemmene i byen og i oplandet. Men han tog sygdommen med hjem til familien, og det kostede ham hans otte år yngre hustru Johanne og alle deres tre børn livet.

Selv om influenzaen smittede og dræbte både høj og lav i det danske samfund, var det alligevel hos landets mange fattige, sammenklemte familier i dårligt opvarmede, fugtige boliger, at smitten og sygdommen ramte hårdest. Men af hjælp fra staten var der ikke meget at hente, og i stedet blev det kirken, læger, sygeplejersker og særligt barmhjertige civile, der trådte til og organiserede brændselshjælp, mad, lindrende pleje til de døende og ikke mindst varetagelsen af de mange småbørn, hvis begge forældre var bukket under for sygdommen.

Forskerne ved endnu ikke præcist, hvordan den spanske syge opstod, men det er i dag en udbredt teori, at den skiftede fra fugle til mennesker, muligvis med svin som mellemstation. Først for nylig fik man rekonstrueret det virus, H1N1der var årsag til epidemien, og den spanske syge er derfor ifølge bogen med til at gøre forskerne klogere på, hvad verdenssamfundet skal stille op, når den næste store epidemi rammer.

Og udover at gyse over de jammerligt fattige og tragiske forhold i 1918, kan man som læser da heller ikke undlade at fundere over, hvad der vil ske, hvis en ny pandemi af samme voldsomhed rammer igen. WHO og Sundhedsstyrelsen erklærede influenzapandemi i 2009, men den daværende H1N1 viste sig at være mildere end frygtet og mildere end i 1918. De fleste infektionsmedicinere forventer, at en mere alvorlig udgave vil kunne ske når som helst, og WHO’s overvågningssystem holder dagligt øje med nye typer af influenza verden over i bevidstheden om, at hvis en ny influenzavirus opstår, vil den formentlig, i betragtning af de globale rejsemønstre, spredes endnu hurtigere end i 1918, inden en mulig vaccine vil kunne produceres.

Men hvorvidt vi i dag vil være bedre i stand til at tage kampen op mod en aggressiv influenzapandemi, og hvorvidt vi har effektive nødplaner, tilstrækkelige muligheder for at isolere smittede og noget, der blot minder om tilgængelige ressourcer til at tage os af syge og efterladte, det giver Tommy Heisz desværre ingen bud på i den næsten 400 sider lange bog. Men det ville have været interessant og relevant med tråde fra 1918 til i dag. Ikke mindst i lyset af den hårde kritik, som Heisz rejser af datidens eksperter og myndigheders mangelfulde håndtering – både på det medicinske, politiske, sociale og økonomiske plan.

  • Den spanske syge 
  • Tommy Heisz
  • Poltikens Forlag
  • Pris: 300 kroner