Dybt pinlig DR-debat om ulighed

Kors hvor var det pinligt, at se toppen af sundhedsdanmark diskutere ulighed - og løsningerne på det dybt alvorlige problem.

Tirsdag 31. maj var der ellers dækket op til kaffeslabberas og en alvorlig debat, da DR’s spidsjournalister Peter Qvortrup Geisling assisteret af Lillian Gjerulf Kretz samlede nationen til debat om et af de største samfundsproblemer i Danmark overhovedet, nemlig den stadigt skævere fordeling af sundheden´.

Men det var varm luft. I den ene situation skyder aktørerne ansvaret fra sig, og i den næsten rager de til sig af ressourcer. Det var som en dårlig debat på Folkemødet, faktisk en virkelig dårlig én, bare foran et million publikum, snarere end 100 gæster med rygsæk og madpakker.

DR er ansvarlig for at valget af format, hvor dem der egentlig kan lave om på uligheden slet ikke deltog. Det gælder først og fremmest Folketingets sundhedsudvalg og sundhedsministeren. De var end ikke til stede, og det var de praktiserende læger, som er sundhedsvæsenets frontløbere, når det gælder ulighed, heller ikke.

I stedet bestod panelet af fire politiker-typer, nemlig Thomas Kastrup, kapabel borgmester i Aalborg, Ulla Astman, trods mange år en meget usynlig formand for regionernes sundhedsudvalg, Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen og Camilla Hersom, splinterny formand for Danske Patienter.

Det panel kom ikke i nærheden af at diskutere løsningerne på ulighedsproblemerne i det danske sundhedsvæsen. I stedet kunne parterne hurtigt enes om kommunikationen til de svage syge ramte hen over patienternes hoveder. Det skal der rettes op på, var alle enige om, og journalisterne greb straks og sikkert lykkelige denne lille-bitte sejr.

Men netop det har der altså været enighed om i årevis, og mon ikke der også er en slags enighed om, at løsningen af det problem ikke vil genoprette ret meget af uligheden.

Der var også hurtigt enighed om at patienter skal behandles forskelligt for at opnå lighed. Og det er såmænd også en gammel traver, som alle har været enige om i årevis. Uden at der er sket noget, og det kommer heller ikke til at ske efter debatten tirsdag aften. Især ikke fordi journalisterne ikke magtede at få konkrete løsninger på bordet.

Så der var altså enighed om initiativer – som ikke har synderlig betydning.

Til gengæld var der ingen debat om initiativer, som mange mener vil batte noget, når det gælder ulighed, nemlig stærke initiativer mod danskernes rygning, og - nok så vigtigt - skabelsen af et sundhedsvæsen, der proaktivt kan gøre noget for befolkningsgrupper med stor risiko for alvorlig sygdom.

Men DR havde desværre overset paneldeltagere, som kan gøre noget ved den slags problemer. Helt specifikt drejer det sig om Folketinget, når det gælder danskernes rygevaner. Men de udeblev. Det ville ellers have været rart om sundhedspolitikerne havde skullet stå til ansvar for konsekvenserne af deres passivitet hvad angår danskernes rygning

Det ville have været lige så godt, hvis DRs journalister havde kæmpet for at gøre det proaktive sundhedsvæsen til en del af udsendelsens dagsorden. Men det afstod de fra. Det blev aldrig et tema.

Til stede i panelet var ellers en person, der også kunne have gjort en forskel, nemlig formanden for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing. Han kunne have trukket emner ind i debatten som faktisk har betydning for uligheden. Han er ovenikøbet samfundsmediciner, så han burde være på hjemmebane i den slags debatter (mens hans svaghed er at han ikke har synderlig praktisk erfaring med patienter). Men selv ikke på hjemmebane magtede han at byde offensivt ind. I stedet åndede han lettet op over at afværge tilløb til at kritik af lægestanden. Han gik nok hjem, tilfreds med sin defensive indsats.

Tilbage står, at denne tv-debat var forfejlet fra start. Det kan altså ikke nytte at sætte så store spørgsmål til debat i bedste sendetid, når Danmark ser frem til Barnaby eller Foyle. Ulighed i sundhedsvæsenet, det er stort. For stort. Så hellere dele debatten op i overkommelige bidder.

Langt det værste ved programmet var imidlertid hverken det svage panel eller programtilrettelæggernes idefattigdom. Nej, langt det værste var, at DR, den intellektuelle elites foretrukne medie, havde valgt at konfrontere de syge svage fra Aalborg Øst med de raske rige fra Hasseris, og så lade sidstnævnte kommentere på førstnævnte og deres levevis - lige op i deres ansigt.

Det er simpelt hen ikke i orden. Det var pinligt.

Men det blev såmænd kun værre, da politikerne og lægerne – og journalisterne - derefter skulle reflektere over dette møde mellem staklerne fra Øst og de ressourcestærke fra Vest. Det foregik i en "os og dem" tone, som i den grad var hoskisnovski.

Kors, hvor var det pinligt.