15 millioner kr. til fertilitetsforsker

Skrevet af Redaktionen d.

Professor MSO Annette Baudisch modtager en eftertragtet ERC Consolidator Grant på 14,8 mio. kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til at udforske og finde nye mønstre i fertilitetsdata.

Annette Baudisch arbejder med grundforskning inden for demografi og dødelighed på SDU, og de selvsamme metoder, som hun og kollegerne benytter til at undersøge og forudsige dødelighed, vil hun nu prøve at anvende på fertilitetsdata i sit projekt ”Born once – Die once”.

I sit nye projekt, der kommer til at løbe over en femårig periode, lægger Annette Baudisch modelleringen af dødelighed på hylden og giver sig i stedet i kast med at afprøve, hvordan metoderne kan bruges til at finde og pege på generelle mønstre for fertilitet.

For selvom der findes gode metoder til at studere fertilitetsmønstre, er det typisk mere kompliceret end at analysere dødelighed, og Annette Baudisch søger derfor at udvikle en ny måde at modellere udviklingen af fertilitet på.

"De foreløbige fund tyder på, at der kan drages paralleller mellem dødeligheds- og fertilitetsforskning, hvilket er overraskende, fordi fertiliteten er meget mere uregelmæssig. For mens fertilitetsforskere bl.a. tager højde for, hvorfor folk får børn, og de komplekse beslutninger, der går forud for, at man sætter børn i verden, så spørger vi forskere inden for dødelighed som regel ikke, hvorfor vi skal dø – det er et vilkår. Vi ser typisk ikke på alle detaljerne, men finder mønstre på et makroniveau, og det samme vil jeg gerne gøre på fertilitetsområdet," siger hun og fortsætter:

"Idéen med mit projekt er, at hvis vi bedre kan modellere fertilitetsmønstre, så kan vi også bedre fremskrive, hvordan befolkningen vil udvikle sig i fremtiden. Min idé er derfor at tage de velkendte metoder, vi bruger til at analysere dødelighed, og anvende dem på en ny måde på fertilitetsdata for at se efter lignende mønstre i fertiliteten. Kort sagt, så håber jeg, at min forskning kan være med til at udvikle mere generelle principper til at modellere og forstå fertilitet."

For Annette Baudisch er ERC-bevillingen et stort skridt i forskerkarrieren.

Med ERC-bevillingen får hun mulighed for at samle sit eget forskerteam omkring projektet.

"Og hvis jeg lykkes med det, jeg har sat mig for, tror jeg, at det vil bringe forskningsfeltet fremad. Inden for populationsforskning har der været en enorm udvikling på statistik- og datasiden inden for de seneste år, men teorien har ikke helt fulgt med, så forhåbentlig kan mit projekt skubbe på teorisiden og bidrage til at skabe bedre balance mellem statistik og teori."

På sigt er det tanken, at den model og teoretiske ramme, som Annette Baudisch skal udvikle, også kan bruges inden for andre discipliner til at sammenligne data og viden om, hvordan forskellige ting – og ikke blot mennesker – bliver til (fødes) og dør, f.eks. virksomheder og organismer.

Projektets fulde titel lyder ”Towards a transdisciplinary demographic theory of birth and death trajectories”, og det er et af i alt 313 projekter, som Det Europæiske Forskningsråd har støttet i denne omgang.

Udskriv