Leder af ny, selvstændig afdeling for klinisk farmakologi

Skrevet af Redaktionen den .

Mette Marie Hougaard Christensen bliver ny ledende overlæge for Klinisk Farmakologisk Afdeling på OUH fra 1 januar 2022.

Siden 1999 har specialet i klinisk farmakologi været administrativt indlejret i en fælles afdeling med det klinisk biokemiske speciale på OUH. Men fra 1. januar 2022 skilles det farmakologiske speciale ud som en selvstændig afdeling, med arbejdstitlen Klinisk Farmakologisk Afdeling.

Hun er i dag overlæge på Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi på OUH.
 
Ud over sit daglige arbejde som overlæge i klinisk farmakologi på OUH beklæder hun også poster i bl.a. Lægemiddelnævnet, det regionale lægemiddelråd og Taskforce, medlem af forskellige fagudvalg i medicinrådet samt Sundhedsstyrelsens rådgivende udvalg for rationel farmakoterapi. 
 
Mette Marie Hougaard Christensen ser selv frem til, at den nye afdeling nu for alvor får sin egen plads på OUH og skal løfte det farmakologiske speciale yderligere i hele regionen.
 
"Hvis vores behandling af patienterne og vores forskning i nye behandlingsmetoder skal være i top, så kræver det, at vi også er i front på lægemiddelområdet. Jeg ser det derfor som min fornemste opgave i spidsen for afdelingen at konsolidere og samtidigt udvikle det klinisk farmakologiske speciale i hele Region Syddanmark. Målet er den bedst mulige lægemiddelbehandling i regionen - set fra både patientens og samfundets perspektiv," siger Mette Marie Hougaard Christensen.
 
Samtidig ser hun frem til den helt nye mulighed, som det nye OUH giver for at ændre måden, vi håndterer lægemidler på.
 
"Det nye OUH betyder jo også helt naturligt, at hospitalets lægemiddelpraksis skal gentænkes. Det er en omfattende opgave, men også en gylden mulighed for at optimere mange arbejdsgange og ensrette forbruget af medicin på tværs af afdelingerne på OUH. Dér ser jeg det som en væsentlig opgave for os som afdeling at være med til at løse den opgave i et tæt samarbejde med alle interessenter - og med fokus på patienterne og deres sikkerhed."