Overlæge ansat til behandling af socialt udsatte

Skrevet af Redaktionen d.

Mathilde Pihl Badse er ny socialoverlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor hun skal samarbejde med blandt andet socialsygeplejersker om at sørge for en god behandling til den gruppe af patienter, som har udfordringer med f.eks. rusmiddelafhængighed, hjemløshed eller psykisk sygdom.

Vores sundhedsvæsen er ikke altid lige godt i mødet med de socialt udsatte patienter. Men de skal imødekommes, hvis de skal have samme adgang til og udbytte af behandlingen som alle andre patienter, siger den ny socialoverlæge, som oplever, at der kan være udfordringer i forløbene for de patienter, der har abstinenser, når de kommer ind:
 
"Når vi møder en abstinent patient, så skal vi tilbyde abstinens- eller substitutionsbehandling med det samme. Ellers risikerer vi, at patienten afbryder sin behandling, og at vi måske så aldrig ser patienten igen," siger hun.
 
Mathilde Pihl Badse er én af to nyansatte socialoverlæger i Region Hovedstaden. Hun er tilknyttet Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og er ligesom socialsygeplejerskerne ansat i Akutmodtagelsen. Hendes kollega, Lene Caspersen, er tilknyttet Amager og Hvidovre Hospital.
 
De to socialoverlæger kommer til at samarbejde med alle regionens socialsygeplejersker og øvrige hospitalsafdelinger, hvor der kan være et behov.

Udskriv