Ny ledende overlæge på lunge-afdeling

Skrevet af Redaktionen d.

Trine Vestergaard er ny ledende overlæge på afdelingen for Lungesygdomme på Sydvestjysk Sygehus.

En dygtig læge med et stærkt fokus på patienterne og den faglige kvalitet. Sådan beskriver lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus Anna-Marie Bloch Münster den nye ledende overlæge på afdelingen for Lungesygdomme Trine Vestergaard.

’Med Trine Vestergaard får vi en ledende overlæge, der brænder for samarbejdet, det gode arbejdsmiljø og at sætte retning for Sydvestjysk Sygehus som universitetssygehus,’ siger Anna-Marie Bloch Münster.

Trine Vestergaard kommer fra en stilling som overlæge i den Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus og har tidligere været konstitueret ledende overlæge samme sted. Hun glæder sig til at være med til at gøre en positiv forskel for patienterne.

’Jeg vil være med til at sikre, at der er en høj faglighed, et godt arbejdsmiljø og gode relationer til samarbejdspartnere. Jeg glæder mig til både at arbejde strategisk og organisatorisk og til at lære nye mennesker at kende,’ siger Trine Vestergaard, der er 48 år og tidligere skadestuelæge og embedslæge.

Hun blev speciallæge i almen medicin i 2006, speciallæge i samfundsmedicin i 2011 og fik speciallæge-anerkendelse i akutmedicin i 2019.

Hun har været konstitueret ledende overlæge i den Fælles Akutmodtagelse fra 2018 til 2019.

Udskriv