Ny ledende overlæge på Onkologisk Afdeling i Vejle

Skrevet af Redaktionen den .

Lars Henrik Jensen tiltræder 1. januar som ny ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus. Han afløser Bente Thornfeldt Sørensen, der har været leder af afdelingen de seneste 19 år.

Lars Henrik Jensen har indtil nu været overlæge på Onkologisk Afdeling, hvor han har været ansat med korte afbræk siden 2002. Han er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2001, ph.d fra Syddansk Universitet i 2007 og har desuden lederuddannelser fra både Harvard og INSEAD. Nu er han klar til at tage springet til at være fuldtidsleder.

"Jeg har haft grundige overvejelser om tabet ved især mindre patientkontakt, for den vil jeg komme til at savne, men på den anden side også om muligheden for at være med til at præge kræftbehandlingen på flere områder og for endnu flere patienter. Og nu har jeg besluttet, at jeg er klar til at mere med det sidste," siger Lars Henrik Jensen.

Lars Henrik Jensen har haft ansvaret for behandlingen af tarmkræft i Onkologisk Afdeling, og så har han siddet med som en af de kliniske repræsentanter i Vejle Sygehus’ Patient- og Pårørenderåd. Og det er en opgave, som har været med til at præge ham. Han glæder sig derfor til at komme i gang med at finde de bedste løsninger til patienterne.

Privat bor Lars Henrik Jensen sammen sin hustru og to børn i cykleafstand til arbejdspladsen på Vejle Sygehus.