Ny professor i psykologi på SDU

Skrevet af Redaktionen den .

Ole Jakob Storebø, 59, udnævnes til professor i børne- og ungdomspsykologi og evidensbaseret psykiatri ved Institut for Psykologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU den 1. september.

Han er samtidig faglig leder af Center for Evidensbaseret Psykiatri (CEBP), Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrien i Region Sjælland.

Ole Jakob Storebø bor på Tuse Næs udenfor Holbæk. Han er født i Sandefjord i Norge og kom til Danmark i 1989 for at læse til afspændingspædagog. Efter at have arbejdet i en del år som afspændingspædagog indenfor børne og ungdomspsykiatrien i Region Sjælland, startede Ole Jakob Storebø på psykologstudiet og arbejdede efter endt uddannelse i 2004 på behandlingshjem og i børne- og ungdomspsykiatrien.

Ole Jakob Storebø er uddannet i gruppeanalytisk psykoterapi og i psykoanalytisk børne og ungdomspsykoterapi. I 2012 afleverede han sin ph.d-afhandling på Københavns Universitet med titlen: Social skills training for children with attention deficit hyperactivity disorder – a Cochrane review, a randomised clinical trial, and an update of the Cochrane review.

Efter at have afsluttet sin ph.d, blev han ansat som forsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed under ledelse af professor og forskningschef Erik Simonsen og delvist i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Psykiatrien Region Sjælland. Hans forskningsområder omhandler bl.a. undersøgelser omkring de gavnlige og skadelige virkninger af ADHD-medicin. I denne forbindelse er Ole Jakob Storebø i øjeblikket i proces med en doktordisputats om de gavnlige og skadelige effekter af ADHD-medicinen methylphenidat. Han har desuden forsket i ADHD og tilknytningskompetencer, samt lavet forskning vedrørende patienter med personlighedsforstyrrelse.

Ole Jakob Storebø har et stort hjerte for patienterne, og dette er derfor omdrejningspunktet for hans forskning. Derudover har han et stærkt ønske om at forbedre undersøgelsen og behandlingen af de psykiatriske patienter, hvilket har gjort at han har fået et stort fokus på evidens. Ole Jakob Storebø er faglig leder af Center for Evidensbaseret Psykiatri (CEBP), Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrien i Region Sjælland. Dette center har som formål at undersøge effekten af behandlinger med afsæt i randomiserede kliniske forsøg og systematiske reviews.

Ole Jakob Storebø er redaktør i ”Cochrane Developmental, Psychosocial and Learning Problems Group” samt chefredaktør i tidsskriftet Scandinavian Journal of Child and Adolescent Psychiatry and Psychology [SJCAPP], som han var initiativtager til at starte i 2012. Dette er det eneste tidsskrift indenfor området i norden. Han har i en årrække været tilknyttet Institut for Psykologi, SDU som adjungeret lektor/professor og har vejledt en række kandidat- og ph.d.- studerende.

Han har været fagkonsulent for Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje om behandling af emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type samt for den igangværende nationale kliniske retningslinje om behandling af voksne patienter med angst. Ole Jakob Storebø har publiceret 61 fagfællebedømte videnskabelige artikler, to bogkapitler og en række andre artikler indenfor psykologi og psykiatri.

I fritiden er han glad for fiskeri og vandreture i naturen. Han er gift og har to børn, på hhv. 20 og 17 år.