Ny lægefaglig direktør giver række af jobskifter i Aalborg

Skrevet af Redaktionen den .

Søren Pihlkjær Hjortshøj, 50, tiltræder 1. september som ny lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Søren Pihlkjær Hjortshøj kommer fra en stilling som forskningschef, Aalborg Universitetshospital og leder af Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

I hans sted konstitueres professor Henrik Nielsen og professor Henrik Vorum i stillingen som forskningschef. Overlæge Sten Rasmussen (th) konstitueres som institutleder på Klinisk Institut.

"Jeg glæder mig til at tiltræde ved Regionshospital Nordjylland. Hospitalet har en central plads i det nordjyske sundhedsvæsen, og stillingen som lægefaglig direktør byder på mange samarbejdsflader overfor både kommuner, praktiserende læger, det øvrige hospitalsvæsen og Aalborg Universitet. Jeg glæder mig til at sætte min erfaring i spil, så hospitalet fortsat kan levere patientforløb af høj kvalitet og godt samarbejde med andre sundhedsaktører," siger Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Søren Pihlkjær Hjortshøj er speciallæge i hjertemedicin og blev i 2012 ledende overlæge på Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor han bl.a. beskæftigede sig med hjertets rytmeforstyrrelser i klinikken, i forskning og i undervisning af medicinstuderende. I 2015 blev han forskningschef og institutleder og har siden stået i spidsen for udvikling af den sundhedsvidenskabelige forskning i Nordjylland, hvor øget samarbejde mellem hospitaler og universitet samt med internationale fagmiljøer har været i centrum.

Som lægefaglig direktør bliver Søren Pihlkjær Hjortshøj del af hospitalsledelsen sammen med hospitalsdirektør Henrik Larsen og plejefaglig direktør Charlotte Fuglesang.

Han er bosat i Aalborg sammen med Elisabeth Kellmer, der er praktiserende læge i Aalborg.