Ny professor vil forbedre behandling til sårbare grupper

Skrevet af Redaktionen den .

Overlæge Nina Weis er nyudnævnt professor i Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, hvor hun vil bruge sit professorat med titlen "Kronisk virale infektioner i sårbare populationer", til at skabe bedre behandling til de mest sårbare patienter.

Nina Weis er de seneste måneder flere gange tonet frem på tv-skærmen for at gøre befolkningen klogere på coronavirus. Som infektionsmediciner er hendes speciale i den grad aktuelt, og coronavirus fylder for tiden en stor del af hendes arbejdsdage.

Men normalt er Nina Weis' hverdag på hospitalet optaget af infektioner hos patientgrupper, som er langt mere oversete i offentligheden og også dem, hendes hjerte banker mest for.

"Jeg interesserer mig særligt for de oversete og sårbare grupper, for det er der, jeg kan se, at vi ofte ikke gør det godt nok. Mit professorat handler om de problemer jeg ser i klinikken, og det tager jeg med ind i forskningen", fortæller Nina Weis.

Da hun i 1993 første gang kom til Hvidovre Hospital som læge, var det særligt hiv og aids, der fyldte. Men det stod hurtigt klart for hende, at der var andre områder, hvor der var plads til forbedring. Det gjaldt blandt andet behandling af kronisk leverbetændelse, hepatitis.
"Der var ikke så stor interesse for hepatitis, ingen ensartet behandling af patienterne, og der var ingen samlede data for hverken hepatitis B eller hepatitis C", fortæller hun. 

Hun oprettede derfor DANHEP – Den Danske Database for Hepatitis B og C – med det formål at forbedre diagnostik, opfølgning og behandling for patienter med hepatitis B og C. Alle hospitalsafdelinger, som behandler hepatitis-patienter i Danmark, er i dag med i databasen, som giver mulighed for at lave studier over sygelighed og dødelighed.

Med årene er der kommet en effektiv behandling for hepatitis C, som i dag helbreder ca. 95 procent. Nina Weis håber, at hun kan være med til at finde en måde at kurere patienter med hepatitis B.

Det er en patientgruppe, som ofte kommet hertil fra lande som Tyrkiet og Pakistan, hvor sygdommen er meget udbredt. Nina Weis vurderer, at ca. 11.000 personer lever med kronisk hepatitis B i Danmark.

"Mange af mine patienter har jeg fulgt i mange år. De er ikke altid blevet pænt behandlet i det danske samfund, og de har ikke rigtigt en stemme selv. Men de sårbare er tit de mest fantastiske patienter, som har bevæget sig langt. Der mærker man virkelig som læge, at patienten lægger sit liv i dine hænder", siger hun.

IUdover forskningen og patienterne i klinikken fremhæver Nina Weis uddannelse som det tredje meget vigtige ben i sit arbejde som læge. Hun har gennem de seneste seks år været uddannelsesansvarlig overlæge i Infektionsmedicinsk Afdeling, og arbejder hver dag tæt sammen med afdelingens unge læger, post. docs og ph.d-studerende. Hun ser også oplysning af patienter og befolkningen, som en central del af uddannelsesopgaven.