Ny professor i neurologi på Syddansk Universitet

Skrevet af Redaktionen den .

Overlæge, dr. med. Thor Petersen, Risskov, er pr. 1. februar 2020 udnævnt til klinisk professor i neurologi ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet og Sygehus Sønderjylland.

Han kommer fra en stilling som overlæge ved Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor han har været ansat siden 1982 og en årrække været leder af hospitalets skleroseklinik. Siden 1989 har han endvidere været knyttet til Sklerosecentret i Ry som lægefaglig konsulent.

Samtidig har Thor Petersen i mange år været aktivt engageret i nationale og internationale team af specialister, der afprøver og udvikler behandlinger, som kan mindske udviklingen af symptomerne ved dissemineret sklerose. Sygdommen er næst efter traumer den hyppigste årsag til tab af færdigheder hos den yngre del af befolkningen.

Han indledte sin forskning som klinisk assistent i Aarhus i begyndelsen af 80’erne. Forskningen blev videreført under et ophold på National Hospital for Neurology and Neurosurgery i London fra sommeren 1993 til sommeren 1994. Arbejdet blev i 2000 afsluttet med en doktorgrad på en afhandling, som resulterede i nye undersøgelsesmetoder og behandlinger indenfor det neuro-urologiske område.

Sammen med kolleger på Aarhus Universitet har 68-årige Thor Petersen siden blandt andet forsket i sammenhængen mellem sklerose og det virus, der giver ”kyssesyge”, ud fra den antagelse, at virussen kan være en af miljøfaktorerne, der har betydning for, om en person udvikler sklerose. En sammenhæng der nu er bekræftet af flere udenlandske centre.

Han har desuden sammen med bl.a. Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital forsket i synsnervebetændelse – en alvorlig følgesygdom for mange sklerosepatienter. Et tredje forskningsfelt er rettet mod bedring af livskvalitet og helbredstilstand. Et projekt, der blev til i samarbejde med Institut for Idræt på Aarhus Universitet.

Endvidere har Thor Petersen sammen med Klinisk Biokemisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital iværksat et forskningsprojekt om biomarkørers betydning for diagnostikken og prognosen for sklerosepatienter.

Thor Petersen er forfatter og medforfatter til mere end 70 videnskabelige artikler. Han har været medlem af Skleroseforeningens forskningsudvalg, informationsudvalget og deltaget i foreningens lægerådgivning.

I 2014 modtog Thor Petersen RoseLiv Prisen på 100.000 kr. Prisen tildeles forskere, som har gennemført anerkendt og betydningsfuld forskning i sklerose.

Thor Petersen er gift med Eva Bundegaard. De har to voksne børn og to børnebørn, der får en stor og varm del af morfars fritid.