Skip to main content

Nærdødsoplevelser får læge til at revolutionere kommunikation med patienter

BØGER: Berømt akutlæge skriver i ny bog om hvordan hun fra den ene dag til den anden selv blev livstruet patient på sin egen akutafdeling. Efter traumatiske erfaringer og flere nærdødsoplevelser høster hun i dag stribevis af priser og kollegiale anerkendelser for sit arbejde med at forbedre kommunikationen mellem læger og patienter.

Den amerikanske læge, Rana Awdish, var allerede en respekteret akutlæge, da hun som 33-årig færdiguddannet læge og syv måneder gravid mistede sit barn, sin førlighed og flere gange næsten sit liv på grund af indre blødninger, efter at en godartet tumor i leveren sprang på grund af den særlige form for svangerskabsforgiftning, Hellp-syndromet. HELLP er forbundet med stor risiko for komplikationer, hvilke da også ramte doktor Awdish hårdt, og det er der kommet nogle helt ekstraordinære erindringer ud af i hendes nye bog ’In Shock’, hvori hun analyserer sine erfaringer som patient i lyset af den lægelige kommunikationskultur, som hun selv tidligere var en ukritisk del af, men som hun - efter at have oplevet den på egen krop - nu er overbevist om skader både læger og patienter:

"Som læger er vi ikke trænede i at se vores patienter. Vi er trænede i at se patalogier. Vi lærer at diagnosticere og redde ved hjælp af skalpeller og tests, men den sande relation skabes mellem lægen og sygdommene, som vi hilser som de sande og respektfremkaldende modstandere, som de er, mens patienterne risikere blot at være et vedhæng til hele affæren," fortæller Awdish, der selv oplever, hvordan hun midt i, hvad alle på det tidspunkt opfatter som hendes dødsproces forgæves og panisk forsøger at opnå øjenkontakt med sin behandlende læge:

"Jeg følte instinktivt, at hvis han ikke så mig, så ville han ikke forbinde sig med mig, og at han således måske ikke ville bekymre sig tilstrækkeligt for mig og derfor heller ikke ville gøre det, som skulle til for at hjælpe mig til at overleve," beretter hun og fortsætter:

"Jeg var ikke kun vred over ufølsomheden i deres sprogbrug, deres kommunikation og jargon omkring mig.  Jeg var også i hele forløbet bange for, hvad det betød for min overlevelse. Den fik mig til at føle, at de havde sat mig på modstanderens hold. Det var en skrækindjagende følelse," forklarer Awdish, som siger, at hun aldrig før rigtigt havde tænkt over betydningen af, hvordan læger taler om patienterne.

Indtil Awdish selv blev syg, tænkte hun altid, at det at overleve kritisk sygdom, var det eneste, der betød noget. Men det tror hun ikke mere:

"Jeg havde mareridt over, hvad lægerne havde sagt om og til mig. Og jeg var forbavset over, hvor sårbar jeg følte mig som en kritisk syg patient fuldstændig afhængig og uden egen identitet og kontrol,"siger Amish, som mener, at lægers tillærte kommunikationskultur også er en økonomisk belastning af sundhedsvæsenet:

"Ordentlige sengekantsmanerer er ikke blot en sympatisk ide, det er også en økonomisk og klinisk nødvendighed, for hvis vi lytter ordentligt fra begyndelsen, sparer vi en masse tid," fastslår Awdish, som i dag stik mod alle ods helt har overvundet ikke blot sin akutte sygdom og det dermed forbundne tab af sit 7 måneder gamle foster, men også en række alvorlige følgevirkninger i form af blodprop i hjernen, gentagne organkollaps, hjerneskade og invaliderende gangbesvær.

Men selv om Awdish er helt rask i dag, har hun ’lært ting’ om, hvordan læger kan svigte deres patienter samtidigt med, at de gør alt det lægetekniske perfekt. Ting, som hun siger, at hun måske nok godt kunne have tænkt sig at have været foruden:

"Som for eksempel foruroligende mangler i kommunikation, ukoordineret pleje og et lejlighedsvist fuldstændigt fravær af empati i den mundtlige kommunikation," forklarer Awdish, der indrømmer, at hun selv tidligere har benyttet de samme måder at tale på til sine patienter.

Men nu er for hendes vedkommende helt slut med den form for sprogbrug, bedyrer Awdish, der ud over sit fortsatte arbejde som akutlæge har viet sit faglige virke til at forandre og styrke lægers forståelse af kommunikation ved hjælp af undervisning, supervision og ledelse i det daglige arbejde. Et arbejde for hvilket hun gennem de seneste tre år har modtaget en række priser og æresudnævnelser - foruden at hun for nyligt netop er blevet udnævnt til medicinsk direktør for behandlingserfaringer i det amerikanske sundhedsvæsen med det særlige mandat at forbedre patienters oplevelser i hele det amerikanske sundhedsvæsen.

Og Awdish er ikke blot en dygtig og respekteret læge og underviser. Hun er også en fremragende iagttager og hertil kommer, at hun desuden skriver stærkt, bevægende og involverende om sine traumatiske oplevelser i en grad, så man som læser nærmest er nødt til at lægge bogen fra sig indimellem for lige at få vejret igen, så man kan klare endnu en runde med hendes smertelige eksempler på uempatisk, ikke-patientcentreret kommunikation – uanset om det er eksempler fra hendes liv som patient eller fra hendes oplevelser som læge og chef eller kollega.

’In Shock’ er således elementært spændende og velskrevet, og indeholder da også en række råd til såvel læger som patienter om, hvordan de to parter kan opnå en bedre kommunikation med hinanden. Men bogens store styrke ligger i hendes forsøg på at beskrive sine egne dyrekøbte erfaringer overfor kolleger og sundhedsvæsners ledere samt de konsekvenser, som hun mener, at disse oplevelser bør føre til i form af et kulturelt selvopgør blandt læger og sundhedsvæsnets ledere.

Men ’In Shock’ er dog ikke alene en bog om kommunikation mellem læger og patienter. Den er også et sjældent dybt, intelligent og langt detaljeret studie i de helt ekstra og særlige videnbaserede kommunikative belastninger, som man kan havne i, hvis man som en alvorligt syg læge indlægges på et hospital – selv når hospitalets læger er så dygtige, som de ifølge Awdish var på netop hendes akutafdeling.