Nyt om diagnose, behandling og debat om Multiple Sclerose
Branding Celgene


En svimlende beretning om en fars 12 sidste timer på hospitalet

LYRIK: Ny barsk, bramfri, grotesk, grum, men også kærlig, skrøbelig og vidunderlig lille ny bog af Harald Voetmann om en modvilligt døende far beviser, at lyrik fortsat kan noget helt særligt. 

I hans nye bog, ’Amduat. En iltmaskine’, forvandler Harald Voetmann sin døende fars hospitalsstue til et egyptisk gravkammer og Holbæk sygehus til en ægyptisk underverden.

"Da min far døde, kom jeg i tanke om tiden efter min mors død, at han tog mig på en rejse til Ægypten dengang. Jeg tænkte, okay, når du også skal dø nu, og hvis jeg ikke kan gøre andet, så må jeg tage dig til Ægypten”, forklarer Voetmann om baggrunden for, at han i den i øvrigt håndskrevne digtsamling ’Amduat. En iltmaskine’ sammenskriver de sidste 12 timer af sin fars liv på hospitalet med fortællingen om den ægyptiske solguds også 12 timer lange rejse gennem dødsriget om natten. En fortælling, som er malet på gravvæge i Kongernes dal, og kaldes for ’Amduat’ - ’det som findes i underverdenen’.

’Amduat. En iltmaskine’ veksler grumt og samtidigt medfølende mellem sønnens nære, intime kropslige beskrivelser af den lammede, konfuse og fortvivlede far, der er helt afhængig af sin iltmaskine, og frit associerende beskrivelser af hospitalets gange, områder og personale isprængt beretningen om solgudens rejse.

En dør er en kniv//

En kniv er en time//

Dit drop er dit sejl//

Og din ble er dit flag//

Men Harold Voetmann er ikke den eneste, der fortæller om sin fars sidste 12 timer og dødsproces. Faren bidrager og får også selv stemme. Og vi konfronteres således med farens reaktioner på hospitalsrutiner og ikke mindst hans erindringer i form af citatagtige ordstumper om blandt andet lede ved hospitalsmaden, gåture med sin elskede ven, hunden Iben, smøgtrang, lyst til det forbudte smørrebrød samt enkelte knivskarpe fine, fine små erindringer fra det fælles liv, da sønnen endnu var en lille dreng:

Det lyder som gyngen ved valnøddetræet.//

Ude i baghaven da drengene var små.//

Knirk, knirk hele dagen. De strakte benene ud//

Lænede sig tilbage i den, som ville de plante aftryk af deres Ecco-sko på himlen. Og de råbte til mig//

mens jeg sad på terrassen med min pibe.

’Amduat. En iltmaskine’ er 39- årige Harold Voetmanns debut som lyriker, efter at han siden år 2000 har udgivet kritikerroste kortprosasamlinger, novellesamlinger og historiske romaner, som for eksempel Tycho Brahe-fortællingen ’Alt under månen’ og ’Syner og fristelser’.

En flod er et drop//et drop er et smykke din hånd er et fnug// og et fnug er en mur.

Og ros, masser af ros og beundring bør Voetmann også modtage som lyriker. Hans fuldstændigt forunderlige blanding af stream of consciusness, fakta og overvældende mængde af selvopfundne, billed- og følelsesskabende ord, som gør det muligt for ham på én og samme tid at beskrive det ubeskrivelige ved et dødsleje og en usentimental, men dybt nærværende søn, er så svimlende fantasifulde, sprudlende, hæsblæsende og originale, at man som læser bliver bragt hen et helt særligt sted, hvor prosa sjældent kan følge med, men hvor lyrikken kan gribe én om hjertet helt uden om hjernen.

Derfor gør det heller ikke noget, at man ikke nødvendigvist forstår alle Voetmanns ord og billeder bogstaveligt og konkret. De virker nemlig alligevel. På samme måde, som musik kan bevæge og forløse, selvom man hverken kan læse noder eller har forstand på at genkende instrumenter.

Det er en iltmaske. Den hjælper dig med at trække vejret. Du skal beholde den på!

Giv mig noget jeg kan drikke

-Nej, du skal beholde den på. Giv slip far!

Giv mig noget jeg kan drikke. Giv mig noget jeg kan slippe.

Jeg fik en lille tår af det var dejligt

Giv mig noget jeg kan drikke

Sengehesten er her stadig

Det var dejligt. Det var dejligt

Skal de pumpe noget ud af mine lunger

Det var dejligt

Giv mig noget jeg kan drikke

Skal jeg vel have pølsesuppe?

Giv mig noget jeg kan drikke

Det var dejligt

Åh, hvor er det godt at se dig, jeg vil leve

Og ligeså grebet og tummelumsk man kan blive af et stykke nyt musik, ligeså henført og disrupted bliver man som læsende i kraft af Voetmans sproglige, musikalske, poetiske og emotionelle totalbombardement af sanserne. Et absurd, sarkastisk og alligevel fintfølende gentagende bombardement, som åbner op for læserens respekt og indlevelse i ikke kun sønnens kærlighed til faren og dennes levede liv, men også for en dybt humanistisk, kærlig og bredt favnende forståelse for værdien af hvert enkelt menneskeliv og en deraf også følgende menneskeret til respekt og værdig og nænsom behandling både i den tredje alder og ved livets afslutning – også selv om man måske er en akut hjerneskadet, smøghungrende, tandløs, realitetsfornægtende, sengehestklamrende og muligvis lidt småknurrende døende patient og plejehjemsbeboer med pacemaker, iltapparat, sonde og uden et glamourøst ydre liv at henvise til i sygesengen, som i øvrigt er alt for kort og i stykker. Det kan ikke forfattes mere bevægende og meget smukkere.

Du, som elsker livet, bør ikke ende i mørke//

Du, som elsker selskab bør ikke ende i ensomhed