Skip to main content

Fascinerende bog: Ingen ved, hvordan anæstesi fungerer

Anesthesia

BØGER: Ny bog tager os med ind i den hemmelige og dybt fascinerende verden på operationsstuerne, hvor nogle læger har til opgave at bedøve patienterne. Men ingen kan helt forklare, hvad der sker under bedøvelsen.

Anæstesiologer tilhører ikke de læger, som står i forreste række, når der uddeles tak og belønninger for dygtigt arbejde med at holde os bevidstløse og smertefrie, mens de mere spektakulære kiruger skærer i os. Og de færreste patienter tænker på, at deres liv ofte afhænger mere af anæstesiologernes færdigheder end af kirurgernes arbejde, som i øvrigt ville have været umuligt uden.

At anæstesi under operation i sjældne tilfælde går galt og medfører fatale hændelser er dog kendt for de fleste. Men at man faktisk slet ikke ved, hvordan bedøvelserne virker, om patienterne er rigtigt ’væk’ eller bagefter blot ikke kan huske smerterne, og hvor mange, som i virkeligheden vågner under indgrebene, er ikke klart - trods anæstesiens centrale rolle i moderne medicin.

Det er denne manglende forståelse og viden, som har fået den australske videnskabsjournalist og forfatter, Kate Cole-Adams, til at kulegrave anæstesien ved hjælp af videnskabelige studier, samtaler med anæstesiologer, kirurger, psykologer og psykiatere og patienter, og det er der kommet en tankevækkende, grundig, filosofisk og lejlighedsvist ligefrem smuk bog om vores bevidsthed ud af: ’Anesthesia: The Gift of Oblivion and the Mystery of Consciousness’.

Anæstesi betyder ‘uden følelse’, men selvom anæstesi blandt andet typisk involverer medicin, som forhindrer smerter, angst, bevægelser og bevidsthed, så er det altså ikke sikkert ifølge Anasthesia, at patienten er helt uden bevidsthed og følelser. Og de muskelhæmmende, paralyserende mediciner betyder i så fald, at patienter, som måtte vågne i utide, ikke har mulighed for at gøre opmærksom her på. Og det er denne manglende fysiske og mentale følelsesløshed, som især har Cole-Adams undersøgelser og samtaler som omdrejningspunkt.

Blandt patientberetningerne er en kvinde, som gennemgår en kræftoperation, hvor al kræft blev fjernet. Men trods den vellykkede behandling kan kvinden ikke overbevises om, at al kræft er væk. Overbevist om at hun snart kommer til at dø af kræften, kommer hun i medicinsk psykiatrisk behandling for depression. Men intet hjælper. Til sidst opsøger hun sin kræftkirurg, og imens at han nu for anden gang forsøger at overbevise hende om, at al kræft er væk, udbryder hun pludselig til hans forbløffelse: ’Jamen, det sorte område. Du kunne jo ikke fjerne det sorte område!’ Kirurgen havde under operationen beklaget overfor sine kolleger i operationsstuen, at uanset hvad han prøvede, så var han ude af stand til at fjerne en sort mugplet i sit badeværelse. Beklagelser som kvinden havde hørt under anæstesien, og som havde lagret sig i hendes underbevidsthed, som at det var hendes cancer, hendes sorte plet, som han ikke kunne få bugt med. Alle kvindens symptomer på angst og depression forsvandt efter denne opklarende samtale.

Cole-Adams rapporter en række lignende beretninger fra patienter, som har kunnet høre, og som er blevet påvirkede heraf bagefter. Også selv om de ikke nødvendigst selv umiddelbart har kunnet huske, hvad de hørte. Beretninger som understøttes af førende anæstesiologer, psykologer og psykiatere.

 “Vi giver anæstesiologisk medicin, og vi har rigtig god kontrol over det. Men i virkelighedens filosofiske og fysiologiske termer ved vi ikke, hvordan anæstesi virker. Det basale problem er, at ingen forstår, hvorfor vi er ved bevidsthed. Hvis du ikke forstår, hvorfor solen står op, er det svært at vide, hvorfor den går ned, udtaler en af lægerne i bogen.

En anden læge, den amerikanske anæstesiolog, George Mashour, forklarer, at den bedøvede hjerne ikke er et stort sort hav af ingenting, men et dynamisk og aktivt sted, som kan sammenlignes med en koncerthal, hvor dirigenten mangler, men hvor orkesteret spiller løs alligevel.’

Ifølge Cole-Adams findes der endnu ikke perfekt designede studier af bevidsthed under anæstesi. Blandt de bedre finder hun et svensk studie publiseret i The Lancet i 2000, som fulgte 12.000 patienter, som undergik kirurgi på to svenske hospitaler. Ud af disse mente forskerne sig overbeviste om, at 18 patienter havde været vågne under operationerne.

Men selv om vi ikke måtte vide præcist, hvordan anæstesiologien virker, så bremser det ikke anæstesiologer i at kunne gøre deres arbejde bedre og mere og mere sikkert hvert år, og derfor er nogle af de mest interessante aspekter i Anesthesia måske også nok så meget forfatterens jagt - via anæstesiologien og dens udøvere - på en dybere forståelse af hverdagenes vågne bevidsthed, som hun opfatter som ikke så langt fra den bedøvede: Vi oplever, tænker og føler en hel masse uden nødvendigvist at forstå hvem og hvad vi er- ligesom at  vi nogle gange oplever at vide ting, som vi ikke vidste, at vi vidste.

Og tankevækkende er det også, når hun skriver, at usikkerheden om, hvorfor, hvornår og hvordan vi er bevidste, ikke blot bør føre til mere viden hos læger og patienter om anæstesiens risici og hemmeligheder, men også til flere refleksioner over og undersøgelser af, hvordan vi opfatter vores egen og hinandens bevidsthed i en tid, hvor så mange bedøver sig selv med sociale medier, arbejde og medicin. Men hvor negative tanker trods alle vores anstrengelser for at bedøve os alligevel trænger igennem fra underbevidstheden og gør os for eksempel deprimerede eller på anden måde utilpasse.

Cole-Adams fortæller, at hun har brugt 20 år på at researche Anastesia, der startede som et privat projekt, da hun som ung stod foran en rygoperation og ikke var tryg ved mange timer i bedøvelse, og bogen er således en blanding af en memoirer, omfangsrig videnskabelig research blandt skriftlige og mundtlige kilder samt en detaljeret beskrivelse af anæstesiens udviklingshistorie. En kombination, som gør bogen relevant og givende for både læger og patienter med interesse for anæstesien og de endnu ikke helt forståede grænser mellem at være ubevidst og vågen.  

’Anesthesia: The Gift of Oblivion and the Mystery of Consciousness’

Af Kate Cole-Adams

Pris på Saxo.com: 249,95