Skip to main content

Ny professor ved Steno i Aarhus skal forske i hjertekarsygdomme

Steno Diabetes Center Aarhus har netop fået ny klinisk professor. Per Løgstrup Poulsen har nemlig fra starten af juli 2018 været ansat til at forske i hjertekarsygdomme hos patienter med type 2-diabetes.

På Steno Diabetes Center Aarhus, (SDCA,) har man set det som en vigtig brik i forskningsøjemed, at Per Løgstrup Poulsen er tiltrådt som klinisk professor. Her er det nemlig meningen, at han skal forske i nye metoder til at målrette og forbedre både forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme hos patienter med diabetes.

Hjertekarsygdom er så udbredt i patientgruppen, at der er tale om, at hver femte diabetespatient lider af hjertekarsygdom, som da også e den hyppigste dødsårsag blandt patienter med type 2-diabetes, skriver diabetes.dk på deres hjemmeside.

Per Løgstrup Poulsen skal som klinisk professor også fungere som overlæge på afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme SDCA samt på Aarhus Universitetshospital.

59-årige Per Løgstrup Poulsen er overlæge, dr.med. og ph.d. Han tiltrådte 1. juli 2018 stillingen som klinisk professor ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital, skriver SDCA i en pressemeddelelse.