Skip to main content

Ny professor i almen medicin på SDU

Dorte Ejg Jarbøl ansættes som professor i almen medicin ved Syddansk Universitet (SDU) pr. 1. august 2018. Professoratet ligger hos Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.

Her skal hun styrke det almenmedicinske fagområde ved Universitetet med fokus på håndteringen af den diagnostiske proces i almen praksis.

Dorte Ejg Jarbøl er uddannet læge i 1998 og tog sin ph.d.-grad i 2005. Hun kommer fra en stilling som lektor ved SDU. Her har hun gennem mange år undervist de medicinstuderende og kiropraktorstuderende - ikke alene i faget almen medicin, men også på en række tværfaglige temadage i samarbejde med speciallæger i bl.a. mave.-tarmsygdomme, gynækologi, pædiatri, børnepsykiatri, retsmedicin m.fl.

Tillige har hun undervist nuværende og kommende praktiserende læger og deres personale på en lang række efteruddannelseskurser. Trods sine kun 50 år har hun allerede nået at udgive en lang række forskningspublikationer samt været vejleder for 15 afsluttede ph.d.- forløb og en lang række kandidatspecialeforløb.

Derudover har hun har været medforfatter og redaktør på flere lærebøger, kliniske vejledninger og e-læringsprogrammer og har gennem mere end seks år været redaktør for de praktiserende lægers efteruddannelsestidsskrift: Månedsskrift for Almen Praksis.

Ved siden af universitetsarbejdet, er Dorte Ejg Jarbøl praktiserende læge og driver sin lægepraksis i Kerteminde sammen med sin kompagnon. Dorte Jarbøl anser arbejdet som praktiserende læge for centralt i forhold til at undervise og forske indenfor faget almen medicin og anfører, at mødet med sine patienter inspirerer hende til at stille de gode forskningsspørgsmål og i fortolkningen af forskningsresultaterne.

Hovedfokus for hendes arbejde er forskning i sammenhænge mellem symptomkomplekser i befolkningen, symptomfortolkning og lægesøgning. Et fokus er hvilke personlige, strukturelle eller organisatoriske forhold, der har betydning for, om individet søger læge. Et andet område, der har hendes bevågenhed, er de personer, der har bevæget sig ind i systemet via almen praksis pga. deres symptomer, men hvor symptomerne ikke passer ind i traditionelle diagnoser. Et fremtidigt område, som Dorte Jarbøl i sit professorat vil styrke, er tidligere og mere præcis diagnostik i almen praksis.