Skip to main content

Forsker modtager millionbevilling fra EU

Søren Thorgaard Skou modtager et ERC Starting Grant fra EU på over 11 millioner kroner til projektet MOBILIZE. Projektet har fokus på behandling af multimorbiditet - en tilstand, hvor man har mere end én kronisk sygdom. Det fem-årige projekt skal foregå ved SDU og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Starting Grant fra the European Research Council er den mest prestigefyldte, europæiske bevilling, man kan modtage. Igennem superviseret, individualiseret træning og uddannelse har projektet fokus på at gøre patienter med multimorbiditet i stand til i højere grad at tage hånd om deres egen sygdom, således at de kan reducere symptomerne på de individuelle sygdomme, øge livskvaliteten og forebygge at flere kroniske sygdomme udvikler sig.

En central del af projektet er et stærkt tværvidenskabeligt samarbejde med brug af mange forskellige videnskabelige metoder og en høj grad af patientinvolvering i hele forskningsprocessen for at sikre, at projektet har relevans for patientgruppen og sundhedssystemet og efterfølgende kan implementeres.

Mere end halvdelen af alle personer med en kronisk sygdom har minimum en anden kronisk sygdom og opfylder dermed definitionen på multimorbiditet. Sammenligner man personer med multimorbiditet med personer, som kun har én kronisk sygdom, er de i højere risiko for at dø for tidligt, blive indlagt på sygehuset og være indlagt længere tid. Samtidig er multimorbiditet forbundet med dårlig funktion, livskvalitet og depression samt et højere forbrug af medicin og sundhedsydelser. På trods af dette er den eksisterende forskning omkring effektiv behandling af multimorbiditet begrænset, og organiseringen af sundhedssystemet omkring patienter med multimorbiditet er ikke effektiv og utilfredsstillende for patienterne.