Medicinsk Tidsskrift
 Ny viden om behandling af patienter i almen praksis   
Branding Celgene

Besked

Failed loading XML...

Rikke Schmidt Kjærgaard har skrevet en bog om at ligge lammet, mens andre troede at hun var i koma og måske hjernedød. Foto:

Dansk forsker var fanget i sin krop: Vil de begrave mig levende?

BØGER: Dansk yngre forsker skriver dramatisk, vildt skræmmende, men også dybt rørende bog om at ligge i koma og fanget i sig selv uden at kunne kommunikere med mand, børn og sygehuspersonale, som vurderer, at hun er hjernedød.

Da videnskabsforsker, mor til tre og hustru, Rikke Schmidt Kjærgaard, en nytårsmorgen vågner op i sit hjem, føler hun sig ualmindeligt skidt tilpas. Vagtlægen konstaterer influenza, men få timer senere får hun hjertestop og dør på grund af en voldsomt aggressiv bakteriel meningitis, beretter hun i sin nye bog ’Blink - Da jeg mistede livet og lærte at leve.’

”Der var intet. Ingen engle eller harper, intet lys for enden af tunnellen. Ingen port til himlen og intet helvede. Ingenting. Det er nøjagtig, hvad døden er. Jeg var væk. Så enkelt og skræmmende var det,” fortæller hun om sin død.

Men en hidkaldt, snarrådig praktiserende læge og to Falck-folk redder hende, og hun bliver genoplivet i ambulancen, inden at hun bliver akut hasteindlagt og intensivt behandlet mod sin blodforgiftning og deraf følgende massive organsvigt, lammelser, blodpropper og en hjerneblødning på grund af bakterien, Streptococcus pneumoniae.

”En akut og voldsom blodforgiftning havde sendt min krop i septisk chok og accelererede processen med at slå mig ihjel. Hundredvis af bittesmå blodpropper eksploderede i et dræbende fyrværkeri, samtidig med at små blodkar overalt begyndte at lække. Min krop var svulmet op til næsten ukendelighed. Jeg havde taget tyve kilo på i løbet af få timer på grund af den væske, der blev pumpet ind i mig for at hjælpe min overlevelse. Hænder og fødder var tiltagende sorte, det samme var min næse. Mit ansigt og resten af kroppen var farvet i et violet, blåt og rødt mosaiklignende mønster frembragt et sted dybt under huden,” beretter hun.

Den 38-årige Rikke Schmidt Kjærgaard dør ikke, men efter at dødens akutte greb delvist har løsnet kløerne, er hun dog fortsat i koma, som ingen tør håbe på, at hun nogensinde vil vågne op fra igen. Efter tre uger vågner hun dog alligevel. Men hun er totalt lammet og stum og ude af stand til at gøre sine omgivelser opmærksom på, at hun ikke er hjernedød og ikke vil være organdoner, som diskussionen går på, om hun skal være, mens nogle af hendes organer endnu er værd at høste til andre patienter med livstruende behov.

”Men jeg kunne hverken tale eller bevæge en eneste muskel i kroppen. Jeg kunne høre min egen stemme råbe inde i mit hoved, og jeg havde lyst til at skrige. Det var som at befinde sig i et klaustrofobisk mareridt, bortset fra at jeg var vågen. Var jeg ved at blive kvalt? Min seng føltes som en kiste, og måske troede folk omkring mig, at jeg var død. Måske var de ved at begrave mig uden at give mig en chance for at fortælle dem, at jeg stadig var i live.”

Først da hendes mand, Peter, der er begyndt at planlægge hendes begravelse, men som ikke er veget fra hendes side på hospitalet, pludseligt bemærker nogle rykninger ved hendes ene øje og dernæst ser, at hun også kan blinke med det ene øje, begynder der at spire et håb om, at hun måske kan overleve. Et håb om liv, selv om ingen endnu gør sig illusioner om, at hun også vil kunne blive rask igen.

Men i kraft af kompetent behandling, en stærk personlig vilje og stædighed hos især hende, men også hos ægtemanden, en stor kærlighed i familien samt en række efterfølgende vellykkede medicinske, kirurgiske og fysiurgiske behandlinger, kommer Rikke Smith Kjærgaard trods alle dårlige odds tilbage til livet og sin hverdag.

Det er ikke mange, der har været så voldsomt angrebet af blodforgiftning, sepsis, som Rikke Schmidt Kjærgaard var, som det er forundt at vende tilbage og beskrive deres oplevelser, om hvordan det er at dø, blive genoplevet, at ligge flere uger i koma for så at opleve at være lammet og stum. Selv om de både har kunnet høre, se og forstå.

Men det kan Rikke Smith Kjærgaard, som ovenikøbet er en blændende skribent, beskrive. Hun skriver på én gang dramatisk og afdæmpet, og man flyver gennem bogen, der er svær at lægge fra sig. Hun kombinerer et skarpt blik for menneskelige relationer med en særdeles veludviklet empatisk sans for, hvad der rører sig omkring hende. Ligesom hun opfatter nuancer og detaljer samtidigt med, at hun forstår kontekst og sammenhænge – selv når hun er dødsens syg.

At det har været muligt for Rikke Smith Kjærgaard at skrive så detaljeret om sig selv og sin tilstand skyldes ikke kun personlige egenskaber som en god hukommelse og faglig indsigt i medicinsk videnskab, men også at ægtemanden førte grundige notater om alt omkring hende i de mange uger, hvor hun ikke var ved bevidsthed. Notater, billeder af medicinsk udstyr og medicin, alle data, journalnotater samt fotos af Rikke Schmidt Kjærgaard under hele forløbet. Optegnelser som hun formåer at blande med egne erindringer så virtuost, at man næsten føler, at man selv er den angste patient i sygesengen eller den rædselsslagne pårørende ved sengekanten gennem hele forløbet.

’Blink’ bliver således et sjældent dokument til indsigt i, hvordan patienter som hun oplever deres livstruende sygdomsforløb, sundhedspersonaler og hospitalsophold på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at Rikke Smith Kjærgaard føler en meget stor taknemmelighed overfor de læger, som hun mener kæmpede så dygtigt og vedholdende for hendes liv og førlighed. Men hun har også på sin egen forsigtige måde en kritik, hun gerne vil af med om et system, hvori sundhedspersonaler måske ikke altid i tilstrækkelig grad yder den grad af nærvær, nænsomhed og kærlig støtte, som patienter nogle gange kan have et så brændende behov for:

”Mens blodet strømmede, talte hun ikke til mig, men gjorde det næste glas klar til at blive sat på, og da hun var færdig, forsvandt hun lige så hurtigt og effektivt, som hun var kommet. Hun talte aldrig til Peter. Hun troede sikkert, at pårørende helst ville lades i fred. Det var bedre at være på den sikre side og forholde sig anonymt, passe sit arbejde uden så meget snak og derefter forsvinde stille og ubemærket. Senere forstod jeg, at det blandt mange i det medicinske personale blev betragtet som en faglig æressag at være usynlig og aldrig lade sig involvere, men at fremstå som en anonym, velsmurt helbredelsesmaskine,” skriver hun om sine ensomme, angstplagede morgentimer.

Rikke Smith Kjærgaard er i dag rask. Hun vendte efter sin sygdom tilbage til Aarhus Universitet, men siden har hun efter ti års arbejde som forsker i Danmark og førende universiteter i England og USA, forladt Aarhus Universitet til fordel for at forsøge at bruge sit liv på ’at gøre en så positiv forskel for så mange mennesker som muligt’ og arbejder for eksempel lige nu med at udvikle intuitive hjælperedskaber til patienter.

”Denne bog er skrevet for at give en stemme til dem, der ikke har nogen, og til enhver, der har oplevet livet forandre sig uigenkendeligt fra den ene dag til den anden. Jeg ser min uventede overlevelse og helbredelsen som en gave, der kan hjælpe andre,” slutter hun sin bog.

  • Blink
  • Rikke Schmidt Kjærgaard
  • Politikens forlag
  • Pris: 250 kr.